Meget tyder på, at Brøndby slås med alvorlige økonomiske problemer, som kan ende med at true klubben på eksistensen.

Sådan lyder det nu fra Morten Langer, der er chefredaktør på finansmediet Økonomisk Ugebrev.

Efter Brøndby tirsdag formiddag udsendte en selskabsmeddelelse om første kvartal i 2020, begyndte alarmklokkerne at bimle og bamle hos Langer.

»Når jeg ser den her selskabsmeddelelse, så stiller jeg spørgsmålet: 'Er Brøndby ved at gå konkurs?'« siger han.

Morten Langer er nemlig i tvivl, om der er penge nok i kassen til, at Brøndby kan holde sig i live.

Det er særligt én passage i selskabsmeddelelsen, som bekymrer Langer.

Under punktet 'likviditetsrisici' skriver Brøndby:

»Ledelsen vil i den kommende periode nærmere vurdere behovet for yderligere at styrke det nuværende likviditetsberedskab med henblik på at sikre, at der under de vilkår, der følger af covid-19-situationen, er tilstrækkelig likviditet til at gennemføre Brøndby IF’s aktivitet og strategi.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Ifølge Morten Langer er det ‘pæne ord’ for en dyster virkelighed.

»Det betyder reelt, at de skal se, om der er penge nok i kassen til, at Brøndby overlever. Altså om der er tilstrækkeligt med penge til, at man kan drive forretningen. Vi ved, at Brøndby i forvejen har dårlig likviditet, så det er bekymrende,« siger han

Samtidig fremhæver Morten Langer den usikkerhed, der er forbundet med storaktionær Jan Bech Andersens villighed til at stille pengekassen til rådighed i fremtiden.

Han mener, at det efter kapitaludvidelsen i februar er en udbredt misforståelse, at rigmanden ubetinget holder hånden under Brøndby indtil september 2021.

»Den støtte, Jan Bech Andersen har forpligtet sig til efter september i år, er altså beløbsbegrænset til 23 mio. kr. Og når de udløber, så har han ikke givet tilsagn om mere,« siger Langer og tilføjer:

»Og gælder det (Jan Bechs tilsagn, red.) også i den her særlige corona-situation? Og hvad sker der, hvis kassen er tom i efteråret? Det tror jeg, den er. Det står der overhovedet intet om.«

I det hele taget er chefredaktøren på ingen måde imponeret af Brøndbys selskabsmeddelelse, som består af tre A4-sider.

Morten Langer savner indsigt i en lang række relevante tal, som er undladt i rapporten. Og det gør ham skeptisk, at klubben ikke vil give omverdenen et ordentligt indblik.

»Denne her første kvartalsmeddelelse er noget af det ringeste, jeg nogensinde har set omkring informationskvalitet. Det er urimeligt og virkelig ringe over for aktionærerne.«

»De viser nærmest ingen tal, og samtidig vil de ikke komme med skøn på, hvordan andet kvartal kommer til at se ud. Det kunne de meget let, hvis de ville. Brøndby er en ekstremt simpel forretning, og nu ved de også, hvornår fodbolden starter igen, så de har de informationer, de skal bruge.«

»Men når de mørklægger tingene på den måde, så begynder spekulationerne jo. Jeg undrer mig over det her, og det gør mig ekstremt skeptisk omkring, hvordan deres likviditetssituation er.«

»Det er ikke særligt smart i den her usikre situation, som vi befinder os i. Der sidder jo også nogle professionelle folk i den Brøndby-bestyrelse, så jeg undrer mig virkelig over, at de ønsker at skabe den her usikkerhed,« siger Morten Langer.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby, men via kommunikationschef Christian Schultz afviser klubben at forholde sig til Morten Langers synspunkter.

B.T. har kl. 11.30 opdateret Morten Langers citat om Jan Bech Andersens dækning af likviditetsbehovet.