Det med økonomien havde Alex Song ikke rigtigt styr på.
»Jeg brugte mange penge. Jeg spiste dyre middage, holdt ferier og igennem de otte år formåede jeg ikke engang spare 100.000 pund (835.000 kroner, red.) op på min bankkonto,« forklarer han.
I et instagram-interview med landsmanden Pascal Siakam, der er basketballspiller, fortæller fodboldspilleren om sine pengeproblemer igennem karrieren. Og indledningsvist i Arsenal.
»Jeg troede, at jeg var millionær, men det var jeg ikke i virkeligheden. Selv om jeg fik 15.000 pund (125.000 kroner, red.) om ugen,« fortæller Alex Song.
Han var i den engelske klub i otte år, men med egne ord var det først i det sidste år 'at han tjente godt'.
Det betød, at han til tider levede over evne. Og det viser et eksempel med holdkammeraten Thierry Henry, der en dag kom til træning i 'fantastisk bil'.
Så den bestilte Alex Song fluks hos en bilforhandler. Hele hans løn blev dog ædt op af udgifter til benzin og køretøj.
»Efter to måneder gik det op for mig, at jeg ville løbe tør for penge, så jeg bad om at få en Toyota i stedet for,« siger fodboldspilleren fra Cameroon.

Hans finansielle lykke ændrede sig dog dramatisk i 2012, da FC Barcelona hentede ham til klubben - med en særlig besked fra den daværende sportsdirektør.
»Han fortalte mig, at jeg ikke ville komme til at spille så meget, men jeg sagde, at jeg var ligeglad. Jeg vidste, at nu ville jeg blive millionær,« siger Alex Song.
Foruden millioner af kroner var han også med til at vinde et spansk mesterskab med FC Barcelona, karrierens eneste.
Han spiller i dag for FC Sion i Schweiz og er 32 år.