Den tidligere Lyngby-spiller Rezan Corlu er rasende over at høre, at han skulle have kaldt Hobro-spilleren Imed Louatis mor for en luder.

»Jeg har ikke sagt noget som helst om hans mor. Hobro lyver,« siger Rezan Corlu, der ikke vil kommentere, om Louatis straf på to dages karantæne er nok.

Den blev han tildelt onsdag af Fodboldens Disciplinærinstans.

Episoden skete i den drabelige duel om at undgå nedrykning, og her blev slutningen af kampen mellem Hobro og Lyngby skæmmet af en masse tumult, da Hobro-spilleren Edgar Babayan lavede en grim tackling på André Riel, og det hele eskalerede, da Rezan Corlu konfronterede Babayan med et skub.

Efterfølgende blandede en masse spillere og ledere sig i optøjerne, og tv-billeder viste, at Rezan Corlu blev spyttet i hovedet af Hobro-spilleren Imed Louati.

Ifølge redegørelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans har nedrykkede Hobro forsvaret sin angribers usportslige optræden med baggrund i, at Imed Louati ligesom Rezan Corlu har en muslimsk baggrund, hvor det er særdeles nedsættende at tale grimt om familiemedlemmer, som Corlu ifølge Hobro skulle have gjort.

Hobro forklarer, at Rezan Corlu altså skulle have kaldt Louatis mor for en luder og være fuldt bevidst om, at det ville skabe en stærk modreaktion fra tuneseren, men det afviser Rezan Corlu.

»Jeg er, som de selv siger, opvokset i en muslimsk familie med samme værdier og kunne aldrig finde på at sige de ord. Jeg burde om nogen vide, at man ikke siger den slags,« siger Rezan Corlu og tilføjer:

»Hobro burde virkelig kigge indad. De prøver at forsvare spilleren, selv om de ved, at han har gjort noget, der er meget forkert. Det er virkelig dårlig stil at lyve om, at jeg har talt grimt om hans mor,« fortsætter Rezan Corlu.

Han gengiver her, hvad han sagde til Imed Louati:

»Der er flere spillere, som skubber til mig, og jeg tysser på dem. Louati kommer hen til mig, og jeg siger: 'Keep talking, say what you want', og så spytter han mig,« forklarer Corlu, der selv fik et rødt kort og begynder næste sæson med at sidde ude i de første kampe.

Lyngby nåede ikke at anke sagen, men Rezan Corlu har ikke det store at sige til det.

»Det gider jeg ikke udtale mig om. Det er fortid nu,« slutter han.