Parken Sport & Entertainment skal i fremtiden have en ny direktør.

Lars Bo Jeppesen med en fjern fortid som blandt andet Preben Elkjærs partner i selskabet Promovator og en nær fortid som CEO i Dentsu Aegis Network overtager posten fra Katja Moesgaard, der kom til Parken for to år siden fra DBU.

Er Katja Moesgaard blevet fyret?

»Ja, det er hun jo sådan set. Nu har jeg aldrig brudt mig specielt meget om ordet fyret, fordi jeg synes, at det lyder så grimt. Og der er mange måder at forlade en virksomhed på,« siger bestyrelsesformand Bo Rygaard og fortsætter.

Lars Seier og Bo Rygaard
Lars Seier og Bo Rygaard Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

»Men det er rigtigt, at vi ikke har kunnet finde en relevant position til Katja, fordi Jacob Lauesen er outstanding som kommerciel direktør, og Lars Bo er på et andet niveau til at kunne klare den bredde. Og det har vi ikke vurderet, at Katja kunne. På den måde er det rigtigt, at det har været vores beslutning, men som hun selv sagtens kunne forstå og respektere.«

Bestyrelsesformanden i selskabet bag blandt andet FC København og Lalandia har sammen med ejerne besluttet, at der skulle en ny ind på posten, da der ville blive lagt flere opgaver ind på direktørbordet i fremtiden.

Bo Rygaard understreger, at direktørskiftet ikke har noget med corona-krisen at gøre, og det er som sådan heller ikke på grund af dårlige resultater.

»Næste niveau for os er, at vi havde behov for at få en, som kunne tage et bredere område, end det Katja havde. Det vurderede vi ikke, at Katja var klar til. Lars Bo kommer med en meget tung baggrund og både national og international erfaring,« siger Bo Rygaard og fortsætter.

Katja Moesgaard med Kronprins Frederik
Katja Moesgaard med Kronprins Frederik Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han skal blandt andet være formand på vores esportssatsning North. Han skal også være kommerciel ansvarlig for vores udlejningsselskab, hvor vi har 32.000 kvadratmeter under udlejning. Det havde Katja heller ikke noget med at gøre. Så han får en bredere portefølje med rapportering til mig.«

Får det nogen betydning for FC København?

»Det skulle gerne have den betydning, at vi fortsætter den rigtig gode rejse, som vi har. Når man skal drive den underholdningskoncern, som vi har herinde, er det et spørgsmål om at have rigtig god seniorledelse. Selvom dette på ingen måde er relateret til corona-krisen, er det klart, at den krise betyder, at man har endnu mere behov for tung ledelse.«

»For der er ingen af os, der ved, hvordan verden udvikler sig senere hen. Så målsætningen for os har været, at vi skulle have ressourcer, der kan videreudvikle den succes, som vi syntes, at vi havde i 2019. De resultater var jeg enormt stolt over, og det var 'by far' de bedste resultater, vi har set nogensinde på de parametre,« siger Bo Rygaard.

Lars Bo Jeppesen. Dentsu Aegis Network
Lars Bo Jeppesen. Dentsu Aegis Network Foto: Claus Bech
Vis mere

Parken Sport & Entertainment havde i 2019 et overskud på 75 millioner kroner, og forventningerne til 2020 var et overskud på mellem nul og 20 millioner kroner. Det er dog blevet suspenderet, mens coronakrisen står på.

I fremtiden er planen dog, at der skal tjenes endnu flere penge.

»Vi er aldrig tilfredse. Selvom vi havde vækstrater på op til 25 procent, skal vi hele tiden udfordre os selv og komme videre. Vi har et esport-selskab med stort potentiale. Vi har Parken som Danmarks nationalstadion i tæt samarbejde med DBU, hvor vi har forlænget aftalen omkring landsholdet herinde. Vi har også forlænget aftalen og en ny aftale med Carlsberg, som er kommercielt enormt stærk. Den skal også gennemføres, siger Bo Rygaard.

Lars Bo Jeppesen tiltræder allerede 1. maj som CEO i Parken Sport & Entertainment.