PARKEN Sport & Entertainment A/S skal have ny direktør.

Fra 1. maj er Lars Bo Jeppesen ansat som direktør med ansvar for alle forhold i Telia Parken og de kommercielle forhold relateret til FC København.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

»I Lars Bo Jeppesen får vi en international og kommerciel profil, der kommer med mange års ledelseserfaring og indgående kendskab til det moderne medielandskab, digital transformation og forretningsudvikling,« siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, Bo Rygaard, og fortsætter:

FCK-spillere under Superliga-kampen mod AaB i marts.
FCK-spillere under Superliga-kampen mod AaB i marts. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Med ansættelsen af Lars tager vi et vigtigt skridt frem på den kommercielle bane, og vi forventer, at det udvikler sig til endnu bedre kommercielle samarbejder og fanoplevelser.«

Tilgangen af den nye direktør betyder derfor, at Katja Moesgaard er færdig hos de danske mestre.

»Vi vil gerne takke Katja for en stor indsats gennem de seneste to år. Hun har medvirket til at styrke vores kommercielle ben og har leveret gode resultater. Vi ønsker Katja alt det bedste i fremtiden,« siger Bo Rygaard.

Den nye FCK-direktør er stolt over den mulighed, han nu har fået hos hovedstadsklubben:

Ståle Solbakken skal have ny chef.
Ståle Solbakken skal have ny chef. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Telia Parken er et unikt samlingspunkt, vores nationalarena og ikke mindst hjemmebane for Danmarks bedste fodboldhold F.C. København og klubbens fantastiske fans. Jeg er meget ydmyg og stolt over at få denne mulighed:«

Klubben skriver videre, at Lars Bo Jeppesen også bliver ny bestyrelsesformand for E-sport-holdet North, der ejes sammen med Nordisk Film. Han tiltræder ligeledes som bestyrelsesmedlem i Superligaen A/S.

Superligaen ligger i øjeblikket stille på grund af coronakrisen, men hos Divisionsforeningen har man stadig en ambition om, at indeværende sæson færdigspilles.

FC København indtager på nuværende tidspunkt andenpladsen i den bedste danske række, som FC Midtjylland topper.