Endelig er den på plads, vil FCK-fans og Ståle Solbakken nok tænke. Guillermo Varela er FCK-spiller, og det er han i de kommende 4,5 år.

Den 25-årige landsholdsback fra Uruguay med Manchester United og Eintracht Frankfurt er endelig blevet præsenteret, efter han i weekenden var i København for at gennemgå lægetjek og underskrive sin nye aftale, som B.T. Sport tidligere kunne afsløre.

»Guillermo Varela er en spiller med et stort talent og potentiale, og han har allerede spillet for nogle meget store klubber, hvor han af forskellige årsager ikke fik det store gennembrud,« siger manager Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside:

»Siden tog han et modent valg og startede lidt forfra i sin barndomsklub, og nu er han for alvor klar til at vende tilbage til Europa igen. Han har været en eftertragtet spiller i det her vindue, og vi er glade for, at vi har kunne overbevise ham om, at FCK er det rigtige valg.«

Varela får trøje nummer 2 i FCK. Foto: FCK
Varela får trøje nummer 2 i FCK. Foto: FCK
Vis mere

Guillermo Varela tog af sted fra Uruguay mod København fredag, og i løbet af weekenden faldt de sidste aftaler på plads, mens der bare manglede en underskrift fra Penarols præsident, før FC København kunne præsentere sit nye scoop. Jorge Barrera, som præsidenten hedder, skulle lige hjem fra en Copa Libertadores-lodtrækning, før han kunne underskrive det sidste stykke papir, der gjorde Guillermo Varela til FCK-spiller.

Som B.T. Sport tidligere kunne fortælle, lander Varela dog med en skade i læggen, og han forventes ude i mindst en måned. Og det har angiveligt været FC Københavns held, for det har lokket nogle af de helt store klubber væk.

Efter sommerens VM i Rusland, hvor Guillermo Varela spillede to kampe fra start for Uruguay, var der nemlig bud fra store klubber som Inter, Lyon og Bordeaux. Men da han ikke har spillet i stort set hele efteråret, har de trukket følehornene til sig, mens FC København har slået til.

For Ståle Solbakken får nu den ønsketransfer, han har villet. Og samtidig kan han uden problemer holde på Peter Ankersen og spille videre med den samme stamme i forårets kapløb mod guldet. Så skulle Guillermo Varela være klar til at tage over på højre back, når Peter Ankersen efter planen sælges til sommer.