Det varer ikke længe, før Guillermo Varela er FC København-spiller. Men for mange FCK-fans varer det måske lidt for længe.

For den uruguayanske højre back har allerede stået i en hvid trøje med nummer to på ryggen på et billede, der gik sin gang på de sociale medier mandag. Det er blevet taget i forbindelse med en præsentationsvideo lavet af FCK med Guillermo Varela i Telia Parken.

Og alt er også på plads mellem Guillermo Varela og FC København ifølge B.T. Sports oplysninger. Den 25-årige back fløj fra Uruguay fredag aften og landede i København i weekenden. Lægetjekket er bestået, og en 4,5-årig kontrakt er underskrevet. Nu mangler der bare lige en ting: En underskrift på en endelig transferaftale fra Varelas snart tidligere klub Penarol.

Det vurderes som en formsag, men først skal Penarols præsident, Jorge Barrera, finde vej hjem fra mandagens Copa Libertadores-lodtrækning i Paraguay. Og så forventes det, at han inden for 48 timer sætter sin underskrift på den transferaftale, der gør, at FC København kan trykke på knappen og offentliggøre købet af Guillermo Varela.

Men ting tager tid, når det kommer til transfers med sydamerikanske klubber, og FC København er nok mere end almindeligt spændte i de her dage, fordi de tidligere har set en næsten stensikker aftale med kantspilleren Jesus Medina gå i vasken, da der pludselig var flere penge i et skifte til ejerne af Manchester City, som sendte ham en tur til New York City FC.

Den frygt sidder muligvis stadig i Ståle Solbakken, der gennem hele transfersagaen med Guillermo Varela ikke har villet udtale sig konkret om spilleren, men blot har insinueret, at man ikke tror på noget, før alt er på plads.

Og det er det i Ståle Solbakkens og FC Københavns bog først, når man har den allersidste underskrift.

Når den ligger der, vil FC København kunne præsentere den tidligere Manchester United-spiller med fire Premier League-kampe, tre Europa League-kampe, en Champions League-kamp samt tre FA Cup-kampe for klubben. Samtidig med, at han spillede syv Bundesliga-kampe og tre tyske pokalkampe på en lejeaftale hos Eintracht Frankfurt.

Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Det er et cv, der sammen med fem landskampe for Uruguay fik klubber som Bordeaux, Lyon og Inter til at byde på spilleren efter sommerens VM, men til FC Københavns ‘held’ og Varelas uheld blev han skadet kort efter.

Den skade betyder, at Ståle Solbakkens tilbud pludselig blev det mest interessante for Guillermo Varela, som forventes ukampdygtig i den næste måned til halvanden med lægproblemer.

Derfor forventes det også, at den 25-årige højre back kan sluses stille og roligt ind i et forår, hvor Peter Ankersen får lov at fortsætte på backen, indtil han til sommer efter planen sælges videre.

Men først skal Guillermo Varela altså lige offentliggøres i FC København. Og mon ikke de sidder og venter spændt ved faxmaskinen?