FC København fortsætter sin oprustning af truppen.

For mandag har klubben nemlig hentet den tidligere AGF-spiller Kevin Diks.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 24-årige hollænder har senest spillet i AGF på en lejeaftale, men efter sæsonen vendte han dog tilbage til Fiorentina i Italien, hvorfra FCK nu har købt ham.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det er da også en tilfreds hovedperson, der vender tilbage til Danmark.

»FCK er en meget ambitiøs klub, hvor der altid bliver stillet store krav til alle,« siger Kevin Diks og tilføjer:

»Jeg ved, at det er en klub, der altid har mesterskaber og europæisk fodbold som målsætning, og det flugter godt med mine ambitioner. Jeg glæder mig meget til at komme ud på banen med mine nye holdkammerater og blive klar til en spændende sæson.«

B.T. har tidligere kunnet afsløre, at Kevin Diks var i forhandlinger med FCK, mens Brøndby også var ude efter den unge forsvarsspiller.

Og netop interessen fra flere klubber, som B.T. også har beskrevet, nævner hollænderen da også efter at være blevet præsenteret i den danske hovedstad.

»Jeg havde en del andre muligheder, både i andre ligaer og i Danmark, men jeg havde den helt rigtige fornemmelse omkring FCK med det samme, da jeg hørte, at de var interesserede,« siger han.

Kevin Diks har skrevet under på en aftale med FCK indtil sommeren 2025, og han er allerede stødt til resten af truppen, der lige nu er på træningslejr i Østrig.