Den tyske midtbanestjerne Hany Mukhtar forlader Brøndby IF til vinter, hvor han drager over Atlanten på et nyt fodboldeventyr.

Her skifter han til Nashville SC, skriver klubben på sin hjemmeside, hvilket B.T. Sports podcast 'Transfervinduet' afslørede i går.

Mukhtar skifter først til sin nye klub i vinterens transfervindue, da det amerikanske transfervindue lukkede tidligere i august.

Prisen på Hany Mukhtar skulle ifølge B.T. Sports oplysninger lande på et sted mellem 20 millioner kroner og 23 millioner kroner.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Brøndby-10'erens kommende klub blev stiftet så sent som i 2016, og fra 2020 er det planen, at klubben skal spille i den bedste amerikanske fodboldrække, MLS.

Klubben, som ejes af tre rige milliardær-familier, har store ambitioner og har planer om at bygge et spritnyt stadion med plads til 27.000 tilskuere.

24-årige Mukhtar, som i 2018-sæsonen var en af Superligaens absolut bedste spillere, da Brøndby IF var sekunder fra at sikre sig guldet, har længe været rygtet på vej væk fra Brøndby IF.

Den tidligere tyske U21-landsholdsspiller har i alt spillet 117 kampe for vestegnsklubben siden sommeren 2016, hvor det er blevet til 26 mål.