Johan Larsson og Brøndby IF må siges endegyldigt at være et lukket kapitel.

Det tidligere anfører og store profil i klubben er som ventet officielt blevet hentet hjem til den svenske klub IF Elfsborg, hvor han fik sit senior-gennembrud.

Den 29-årige højreback har været kontraktfri siden nytår, hvor hans kontrakt med Brøndby IF løb ud efter et kun fire måneder langt ophold, hvor han ikke overbeviste Brøndby-ledelsen om, at han er værd at satse på.

Larsson var ellers gennem flere sæsoner en stor profil på Vestegnen, inden han for et år siden drog afsted til fransk fodbold i Guingamp.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her floppede han i den franske Ligue 1, hvor det var småt med spilletid, hvorfor han i sommer vendte tilbage til Brøndby IF på en kort aftale, der varede efterårssæsonen ud.

Det lå i luften, at de to parter ville blive enige om en permanent aftale, men fodbolddirektør Carsten V. Jensen og resten af den sportslige sektor vurderede i sidste ende, at Larsson, som virkede rusten, når han fik chancen i efteråret, ikke var den høje løn, han krævede, værd.

Nu har den rutinerede svensker i stedet lavet en tre-årig aftale med IF Elfsborg, hvor han spillede indtil 2015, og som han var med til at vinde svensk guld med i 2012.

Johan Larsson har seks A-landskampe for Sverige på cv'et.