En af de helt store samtaleemner efter Lars Høghs bogudgivelse 'Der er antal på alt' har været, hvordan han langer ud efter hjerteklubben OB, der end ikke sendte ham en sms i forbindelse med hans diagnose.

Det har ført til en del forargelse rettet mod klubben blandt Høgh-fans og fodboldelskere på de sociale medier, mens OB indtil videre har forholdt sig tavs. Nu reagerer klubben.

»Lars Høgh er Mr. OB; den største af de største OB-helte igennem klubbens 134-årige historie,« skriver klubbens kommercielle chef Jack Jørgensen i en mail til B.T.

»Et klubikon og en rollemodel ikke bare for alle stribede fans, men også for rigtigt mange fynboer og fodboldelskere i hele Danmark,« fortsætter han.

Lars Høgh, der har optrådt 817 gange for OB, fik konstateret kræft i bugspytkirtlen i 2018. I sin bog fremhæver han sin arbejdsgiver Brøndbys ageren, da det kom frem, at han var ramt af sygdommen. Det står i skarp kontrast til OBs ageren.

»OBs fans var der i den grad også med bannere og hilsner, men jeg måtte bare konstatere, at jeg ikke hørte et ord fra klubben. Igennem hele perioden efter offentliggørelsen af min diagnose, hvor det strømmede ind med de sødeste tilkendegivelser fra nær og fjern og hilsner i tusindvis, fik jeg ikke så meget som en sms fra min gamle klub,« skriver han i bogen.

OBs Jack Jørgensen kan godt se, at klubben kunne have gjort noget mere dengang, men det kan ikke laves om nu.

»Vi kan ikke ændre på, hvad der tidligere er sagt eller gjort, men vi kan glæde os over, at vi sidenhen er lykkedes med at få hyldet Lars med 'Høghens Mur' på stadion og gjort ham til ambassadør for klubben.«

»Vi ville gerne en masse mere sammen med Lars men af respekt for hans ansættelsesforhold og engagement i andre klubber og hos DBU, samt hans alvorlige sygdomsforløb, har vi måtte træde lidt på bremsen.«

»Vi sender på fredag en kærlig hilsen til »Høghen« i forbindelse med vores hjemmekamp mod Viborg FF i 3F Superliga,« slutter Jack Jørgensen.

Herunder kan du læse en del af fansenes kritik af OB:

  • Som OB sympatisør er jeg da ofte skuffet over spil og resultater. Sådan er det. Men jeg har aldrig været flov over at være OB fan. Aldrig. Indtil jeg læste, at Lars Høgh ikke har fået så meget som en sms fra klubben efter diagnosen. Vi må ikke glemme legender.
  • Hvis det er sandt, så er det godt nok et selvmål af dimensioner og helt ufatteligt mangel på anstændighed af OB.
  • Det her er den pinligste nyhed jeg nogensinde har læst. Skam jer Odense Boldklub. Det er aldrig pinligt at indrømme at man har fejlet, og I kan nå det endnu. Kom så.
  • Hvor gør det mig bare ked af det at læse, at OB som nærmest de eneste – ifølge Lars Høgh – ikke engang sendte så meget som en sms i perioden efter, han offentliggjorde sit sygdomsforløb. Det virker nærmest uvirkeligt.