0-6 og hjem til Odense med et historisk stort udebanenederlag for OB.

Det var facit efter Silkeborgs ydmygelse af de fynske modstandere mandag aften.

»Vi har en lortefølelse. Det er svært at analysere på det lige nu, og det gider jeg egentlig heller ikke lige nu. Det er bare en katastrofe,« sagde Jeppe Tverskov til TV3 Sport efter kampen og fortæller, at korthuset faldt sammen, da de kom bagud 0-3 kort efter pausen.

»Vi kommer egentlig ud til anden halvleg og håber på, at vi kan lave et hurtigt mål. Det gør de så omvendt, og der skal vi bare være klogere, så det ikke bliver sådan noget her,« forklarer Tverskov, der blev spurgt, om noget større var på spil i OB, hvorfor spillerne præsterede så ringe.

»Det vil jeg heller ikke kommentere på lige nu. Vi skal lige sluge denne her kamp og komme videre herfra, men det er klart, at det er noget, som skal kigges på, men ja,« lyder det fra Tverskov.

Han mener dog, at holdet sagtens kan rejse sig fra ydmygelsen.

»Selvfølgelig kan vi det. Vi må tage næste kamp og gør, som vi altid gør. Analysere denne her kamp og komme videre rimeligt hurtigt. Der er heldigvis en ny kamp hurtigt. Så må vi lave en trodsreaktion,« siger han og pointerer, at det er spillerne, der fejlede i dagens kamp.

»Os spillere spiller ringe i dag. Det er det eneste, jeg kan sige lige nu. Der er rigtig mange ting, som ikke fungerer for os,« fortæller han og understreger, at han ikke vil skyde på den hårdt trængte OB-træner Jakob Michelsen.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg synes ikke, at vi overholder de aftaler, vi havde snakket om inden, og så ender man sådan her,« slutter han.