Han ved snart ikke, hvad han skal sige.

FC København-træner, Jacob Neestrup, er nemlig både opgivende og ulykkelig efter at have set angrebsstjernen Andreas Cornelius igen-igen-igen lade sig udskifte i lørdagens topbrag mod FC Nordsjælland med en ny skade efter kun 20 minutters spil.

Dermed fortsætter den dyre FCK-spiller sit mareridtscomeback til dansk fodbold, som det seneste år nærmest kun har budt på skader, skader og endnu flere skader.

Andreas Cornelius måtte forlade lørdagens topbrag efter 20 minutter på banen.
Andreas Cornelius måtte forlade lørdagens topbrag efter 20 minutter på banen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og derfor var det da også en trist Jacob Neestrup, der mødte pressen efter kampen.

»Det er trist. Andreas er ked af det, for alle, der har set os spille, kan se, at han har noget at bidrage med, når han kommer ind. Det er jo sørgeligt,« lød det fra FCK-træneren, der dog ikke havde en status på den skadede angriber umiddelbart efter kampen:

»Nej, det har jeg ikke. Jeg er selvfølgelig ærgerlig. Men jeg synes, det er god stil, at der er nogle tilskuere, der i stedet for at håne en mand, der åbenlyst ligger ned, rent faktisk anerkender, at vi har med en spiller at gøre, der er såret.«

Hele skadesforløbet, siden Andreas Cornelius vendte hjem til de danske mestre sidste sommer, har været tæt på absurd.

Den danske landsholdsspiller har nærmest ikke været til rådighed for Jacob Neestrup det seneste år på grund af skader.

Han forsikrer dog, at klubben gør, hvad den kan, for at hjælpe Andreas Cornelius med at blive helt fodboldklar så hurtigt som muligt midt i det store mareridt:

»I må stole på, at vi gør alt, hvad vi kan, i den her type case, som jeg ikke tror er set før i dansk fodbold. Den er kompleks, men kan jeg bare sige, at vi gør alt, hvad vi kan.«

»Det gør ondt, og jeg forstår godt de kritiske spørgsmål, men det er ikke, fordi vi bare har kørt den samme vej det seneste år med Andreas,« afsluttede FCK-træneren.

FC København spillede lørdag 2-2 mod FC Nordsjælland på udebane i Farum.

Du kan læse B.T.s dom over kampen LIGE HER.