DBU har lørdag godkendt en ny Superliga-struktur på et bestyrelsesmøde i Prag.

Den nye struktur - med navnet Venus B - vil træde i kraft i sæsonen 2016/17 og vil bestå af 14 hold. Derfor vil der i den kommende sæson kun skulle findes én nedrykker, mens tre hold vil rykke op fra 1. division.

Udover antallet af hold vil den store forandring være, at Superliga-holdene deles op i to slutspil, efter de har spillet 26 kampe.

Sådan ser den nye struktur ud.
Sådan ser den nye struktur ud.
Vis mere

Her kan du få et overblik over, hvilke andre ændringer der vil komme med den nye struktur.

VENUS B

Generelt: 14 hold. Grundspil og to forskellige slags slutspil om mesterskab og nedrykning. Playoff-kampe om nedrykning og en billet til europæisk fodbold. I alt 36 spille-runder plus playoff-kampe. I alt vil det give 257 Superligakampe per sæson.

Grundspillet: De 14 hold møder hinanden hjemme og ude. Det giver 26 kampe i grundspillet. De seks bedste hold efter grundspillet ryger videre til mesterskabsspillet. De otte nederste skal spille nedrykningspil.

Mesterskabsspillet: De seks bedste hold tager alle deres point med over, og så mødes de igen to gange. Nummer et vinder guld.

Nedrykningsspillet: De otte nederste hold fra grundspillet tager alle deres point med over og fordeles i to puljer af fire hold, hvor hvert mandskab mødes både ude og hjemme. Nummer syv, 10, 11 og 14 i en pulje og nummer otte, ni, 12 og 13 i den anden pulje. De to bedste hold fra hver pulje ryger efter disse kampe videre til playoff-kampe ude og hjemme ligesom i de europæiske turneringer mod de to bedste hold fra den anden pulje.

Vinderne mødes i en finale, hvor der igen spilles hjemme og ude, mens taberne ikke har flere kampe. Vinderen af nedrykningsspillet skal derefter spille én playoff-kamp om Europa League-kvalifikation mod det bedste hold fra mesterskabsslutspillet, som ikke har sikret sig en europæisk plads.

Nedrykning: De fire dårligste hold fra nedrykningsslutspillet ryger også videre til to ’semifinaler’ over to kampe. Vinderen fra hver af disse mødes i to playoff-kampe, hvor den samlede vinder får en ny sæson i Superligaen, mens taberen skal møde nummer tre fra 1. division i to playoff-opgør om en plads i Superligaen.

Taberne af de to ’semifinaler’ mødes ligeledes i to playoff-kampe, hvor den samlede taber rykker ned, mens vinderen møder nummer to fra 1. division om en billet til Superligaen. Der kan altså være både en, to og tre nedrykkere fra Superligaen i denne model.