Det er nu officielt, at Superligaen fra sæsonen 2016/17 vil få en ny struktur med 14 hold og slutspil. Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Der skal dog først lige afholdes et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Dansk Boldspil-Union i næste uge, før det endeligt kan vedtages.
Bt.dk kunne allerede tidligere lørdag fortælle, at Superligaen får ny struktur, og den nye aftale glæder formanden i Divisionsforeningen, der repræsenterer klubberne, Thomas Christensen.
»Det her betyder et kæmpe løft for dansk klubfodbold. Antallet af kampe med noget på spil øges, og spændingen om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning kan bevares i længere tid. Det kommer til at give et brag af en fodboldturnering for danske fodboldfans på stadion og hjemme i stuerne, og det vil være med til at presse kvaliteten af dansk klubfodbold op nationalt og internationalt, fordi vi ved, at kampe med maksimal intensitet er afgørende for at udvikle fodboldspillet og fodboldspillere,« siger han.
DBU har lørdag afholdt et bestyrelsesmøde på Hilton Hotel i Prag, og her er man blevet enige om at vedtage den nye struktur - det sker formelt på et bestyrelsesmøde i næste uge.
Den nye struktur - med navnet Venus B - betyder, at der kun vil være én nedrykker fra Superligaen i den kommende sæson, mens der rykker tre hold op fra 1. division for at øge antallet af hold til 14 hold til 2016/2017-sæsonen.
I sæsonen 2016/2017 vil alle 14 hold spille 26 kampe i et grundspil.
Derefter vil de seks øverste hold støde sammen i et mesterskabsslutspil, hvor de møder hinanden to gange yderligere, før mesterholdet kan kåres. Det er også her, medaljerne og europæiske pladser bliver fordelt. Alle holdene får samtlige point fra grundspillet med over i mesterskabsslutspillet.
De otte dårligste hold fra grundspillet deles op i to puljer i et nedrykningsslutspil - eller kvalifikationsspil, som Divisionsforeningen kalder det - fordelt efter holdenes placeringer i grundspillet. De får også pointene fra grundspillet medover.
De fire bedste hold efter afslutningen af nedrykningsspillet mødes i semifinaler og finaler over to kampe. Vinderen kvalificerer sig til en finalekamp på udebane mod det bedste hold fra mesterskabsspillet, der ikke har vundet en plads til europæisk fodbold. Vinderen af kampen kvalificerer sig til Europa.
De fire nederste hold efter afslutningen af kvalifikationsspillet spiller knockoutkampe om forbliven i Superligaen. I sidste fase af de kampe mødes Superligaens nummer 12 og 13 med 1. Divisions nummer to og tre i kampe om nedrykning/oprykning.
Den danske mester vil være fundet efter i alt 36 kampe, hvilket er tre flere end i den nuværende struktur med 12 hold uden slutspil.