Programmet for den kommende sæson af Superligaen er lørdag blevet offentliggjort. Her starter mestrene fra FC Midtjylland hjemme mod oprykkerne og lokalrivalerne fra Viborg.

Som sædvanlig starter Superligaen langt tidligere end alle de store ligaer i Europa. Første spillerunde i sæsonen 2015/16 bliver allerede spillet søndag den 17. juli.

Udover kampen mellem FC Midtjylland og Viborg byder første spillerunde på et opgør mellem to af de helt store klubber i dansk fodbold. Det er oprykkerne fra AGF, der får en svær start på sæsonen, da de hjemme skal møde bronzevinderne fra Brøndby.

Pokalvinderne fra FC København spiller deres første kamp på hjemmebane mod Randers FC.

Der bliver spillet 18 runder, inden klubberne går på vinterferie den 6. december. Herefter går der næsten tre måneder før forårssæsonen bliver sparket i gang den 28 februar 2016.

Sidste runde bliver spillet den 29. maj. Blot 12 dage senere begynder EM, som Danmark foreløbigt har gode muligheder for at kvalificere sig til.

Du kan se hele programmet for den kommende Superliga-sæson her.

Det er desuden værd at bemærke, at der kun skal findes én nedrykker i den kommende sæson, da der fra 2016 træder en ny Superliga-struktur i kraft.