Randers' nye sportsdirektør kommer ikke til 'at brænde huset ned'. Og han kommer slet ikke til at lukke tv-hold helt tæt på klubben igen...
Søren Pedersen er ny sportsdirektør i Randers FC. Men inden han til sommer tager plads i stolen, som Michael Gravgaard netop har forladt, skal han ’i lære’ som assistenttræner.
Men hvem er egentlig den nye chef i Superligaens mest skandaleramte klub? Hvem er det, der skal få folk til at glemme ’konesagen’, Ricardo Moniz, skærmydsler for åben skærm i tv-programmet 'Superliga Backstage' og flere andre pinlige sager?
En Google-søgning fortæller historien om en 39-årig tidligere Randers-anfører med 222 kampe for klubben. Men den fortæller også historien om en tidligere AGF-spiller, der måtte flygte fra en holdfest med en jagtende Stig Tøfting i hælene.
Men nu er Google jo ikke alt. Langt fra. BT har derfor taget fat i manden, der ud over det sportslige ansvar også står med de kommercielle tøjler til ’de blå heste’ fra 1. juni.
Et sportsdirektørjob i en Superliga-klub er et stort job. Hvad er dine kvalifikationer til det?
»Jeg har nogle erfaringer som spiller, som gør at jeg rent sportsligt har noget indsigt. Jeg har også en træneruddannelse, og så har jeg en uddannelse civilt, hvor jeg også har nogle kvalifikationer. Jeg har seks års erfaring som leder i erhvervslivet, hvor jeg har drevet en salgsvirksomhed. Så på det punkt synes jeg ikke, det er erfaringer, jeg mangler. Det er klart, jeg ikke har siddet som sportsdirektør i en anden klub, men jeg føler mig rimelig godt rustet til det, jeg skal i gang med.«
Du skal være sportsdirektør i en klub i en klub, der de seneste to år mest af alt har lignet et galehus. Skal du ind og brænde huset ned til grunden og bygge det op igen?
»Jeg kommer ikke til at brænde huset ned. Det kan jeg godt love dig. Jeg vil rigtig gerne have, at der kommer mere ro på. Det skal ikke være ro på på den måde, at vi ikke længere er åbne og udadvendte. Det vil vi stadig være, for vi har stadig sponsorer og interessenter, som er interesserede i at blive promoveret så meget som muligt. Men det er klart, vi skal undgå de uheldige sager, vi har haft. Og den åbenhed, vi har haft på det sidste vil ikke være så markant, som den har været tidligere.«
Hvorfor ikke det? Under Michael Gravgaard var det en klar politik at være åbne. Er det en klar politik at lukke mere ned nu?
»Der kan både være for og imod. Jeg synes personligt, at vi har været for åbne, og at det har haft en konsekvens i forhold til nogle af de ting, som har skadet klubben. Gravgaard har én ledelsesstil, og jeg har en anden. Min stil tilnærmer sig mere noget, der har været tidligere, så der vil jeg have mit fokus.«
Der har været meget fokus på tv-programmet 'Superliga Backstage'. Det er lukket nu. Det lyder ikke til, at det bliver på din vagt, at et sådan program bliver genåbnet?
»Det bliver det ikke, nej. Det kan jeg godt love dig.«
Læs også: Få overblikket over den dramatiske slutspilskamp: Sådan kommer din klub med i medalje-slutspillet
Du kommer til en klub, hvor din forgænger taler om kulturproblemer. Hvad tænker du om det – og skal du ind og rydde op?
»Det ved jeg faktisk ikke, før jeg kommer tættere på. Det er altid nemt at pege fingre, når det går dårligt. Jeg ved ikke, om det er det, Michael Gravgaard hentyder til. Der er ingen tvivl om, at der kommer ændringer over tid. Men lige nu er der ét klart mål. Og det er, at vi skal overleve i Superligaen. Det kommer der ikke nogen og hjælper os med, så det er den trup og de spillere, vi har, der skal klare det.«
Nu er der fundet en sportsdirektør. I har Rasmus Bertelsen som cheftræner frem til sommer. Skal du til at finde en ny træner – og hvad vil du gå efter?
»Jeg ved godt, han har været lidt udskældt rundt omkring. Men jeg synes faktisk, vi har en rigtig dygtig træner. Jeg ved godt, han er ung og uprøvet, men jeg synes, han har nogle rigtig gode kompetencer. Derfor er han helt klart med i den pulje af trænere, som vi kigger på. Det er klart, det vil være useriøst ikke at kigge på, hvad der er af trænere. Det tror jeg, alle Superliga-klubber gør med jævne mellemrum, og det vil jeg også komme til. Men i den pulje vil Rasmus helt sikkert også være at finde.«
Der har været meget larm på linjen, og resultaterne har bestemt heller ikke være gode. Hvad overbeviser dig om, at Randers kan overleve i Superligaen?
»Der har været meget larm, men jeg synes stadig, vi har en trup med rigtig meget kvalitet og en trup, som når den kommer til at fungere, også er bedre en de trupper, der er i de andre klubber, som vi kommer til at kæmpe med på et tidspunkt. Så jeg er rigtig stor optimist i forhold til at få vendt det her.«

