24 kampe inde i turneringen er kampen om de sidste pladser i Superligaens slutspil lige så tæt, som den var i første spillerunde.

Sølle tre point adskiller nummer fem fra nummer syv og otte, og nu er der kun to runder tilbage, før det hele er afgjort.

AC Horsens, AaB, OB og Hobro går ind til en dramatisk uge, hvor de små fejl bliver forskellen på succes eller fiasko.

Scenariet er nerverpirrende for de fire midterklubber. BT giver dig her overblikket, inden det hele bliver afgjort, mens spilekspert Steffen Dam vurderer holdenes chancer for at nå top 6.

HØR EKSPERTERNE DISKUTERE DRAMAET OM TOP 6 I RADIOPROGRAMMET FODBOLD FM ØVERST I ARTIKLEN

Nummer 5: 33 point (30-32)

Slutprogram: Brøndby - hjemme, Lyngby - ude

Derfor bliver det Horsens:

»Vi har ikke tabt så forfærdeligt mange fodboldkampe, bare fem ud af de sidste 24, så selvfølgelig tror vi på os selv. Vi arbejder rigtig godt for hinanden. Vi er taktisk godt forberedt på alle hold, og så har vi mest af alt nogle intelligente spillere, der er dygtige til at gøre dét, der er blevet aftalt fra starten.«

»Noget af det allervigtigste for fodboldspillere er, at de er ærgerrige, arbejder hårdt og vil gøre alt for hinanden, og vi har fået sammensat en trup, der stoler på hinanden. Det følte vi ikke helt var billedet sidste år, og derfor har vi ikke haft de samme udfald, vi havde sidste år.«

»Vi skal ud og vinde en fodboldkamp. Det er det, der skal lykkes for os, for hvis vi laver tre point, så skal OB og Hobro ud og lave seks.«

- Bo Henriksen, cheftræner

Han bliver afgørende: Jesse Joronen

Den finske keeper har været sæsonens helt store transferscoop, og skal Horsens have point mod Brøndby, som formentlig bliver nødvendigt, skal han igen ramme sit topniveau.

Slutspilschancer: 65 procent

Dams dom: »Med et formforladt Lyngby i den sidste kamp, skal Horsens have gode chancer for at ramme de 36 point, som med meget stor sikkerhed vil være nok til en slutspilsplads. De dårlige baner passer holdet fortrinligt, og de har været så tilpas stærke hjemme, at man ikke helt kan afvise, at de tager point fra Brøndby.«

Nummer 6: 32 point (24-27)

Slutprogram: Randers - hjemme, AGF - ude

Derfor bliver det AaB

»Tingene ligger i vores egne hænder. Vi er inden for top seks, og det er første gang i sæsonen. Vi vandt ikke de første syv kampe, og derfor har vi hele tiden haft noget at hente. Det positive er, at vi har hentet det forsømte i forhold til top 6. Det negative er, at vi ikke for alvor er sluppet fri af forfølgerfeltet.«

»Det var helt klart en forløsning for os at komme i top 6. På grund af de ekstreme vejrsforhold i den seneste tid, har det været svært at vurdere vores fodboldkampe, fordi det enten har været pivkoldt, eller der har været sne på banen. Men der er ingen tvivl om, at jo længere vi kommer hen i sæsonen, jo bedre bliver vi. Det er jeg slet ikke i tvivl om, for vores hold bliver bedre spillet sammen, og Morten Wieghorst og trænerteamet får implemeteret deres spillestil. Det er jo stadig et forholdsvist nyt hold, som er blevet sammensat med en masse nye ansigter inden for den seneste sæson. Så min forventning er, at vi bliver bedre, og det skal vi også blive. Jeg tror fuldt og fast på, at vi nok skal klare det.«

- Allan Gaarde, sportsdirektør

Han bliver afgørende: Jannik Pohl

Angriberen kommer frem til bunker af chancer, men har i foråret kun scoret på straffespark. Pohl bliver nødt til at sparke nogle bolde i kassen, hvis AaB skal have de fornødne point.

Slutspilschancer: 70 procent

Dams dom: »Det magiske tal hedder formentlig 36 point, og det mangler AaB fire for at opnå. De tre af dem bør de hente hjemme mod Randers, som har set svage ud i dette forår, og så vil ét point formentlig være nok i den sidste kamp mod AGF. Det fordelagtige program gør, at AaB står med de bedste kort på hånden for at komme i slutspillet.«

Nummer 7: 31 point (31-26)

Slutprogram: AGF - hjemme, Randers – ude

Derfor bliver det OB:

»Vi kan ikke selv afgøre det, men når det er sagt, så synes vi, at vi i foråret har set stærke og stabile ud. Derfor går vi også ind med fortrøstning om, at vi kan skrabe en del point sammen i de sidste kampe.«

»Vi har haft meget fokus på den offensive del, for i efteråret havde vi potentiale til at score flere mål, end vi gjorde i efteråret. Derfor er vi glade for, at vi har vist større styrke der. Så er det rigtigt, at vi ikke har holdt nullet endnu, men modstanderne har stadig haft svært ved at score imod os, så vi har også vist defensiv styrke. Så som helhed føler vi, at det ikke ser så skævt ud for vores vedkommende.«

- Kent Nielsen, cheftræner

Han bliver afgørende: Sten Mikael Grytebust

Målmanden var fænomenal i efteråret, men har i foråret endnu ikke holdt buret rent. Derfor har OB ikke profiteret af, at deres angrebsduo endelige er begyndt at score mål. Hvis han sætter proppen i nu, står OB i en rigtig god position.

Slutspilschancer: 55 procent

Dams dom: »OB har de samme to modstandere som AaB, og derfor skal man slet ikke udelukke, at de kan gå ind i top seks. Det kræver dog formentlig mindst fire point og måske endda alle seks point for at komme så langt, og specielt hjemmekampen mod AGF ligner på forhånd en rimelig åben kamp.«

Nummer 8: 31 point (31-30)

Slutprogram: Silkeborg – hjemme, Brøndby – ude

Derfor bliver det Hobro:

»Hvis vi skal i top 6, er vi tvunget til at vinde over Silkeborg på lørdag, og så må vi kigge på, hvordan det går de andre. OB, AaB og Horsens ligner alle hold, der minimum laver tre point i de sidste to kampe, og derfor skal vi op og lave seks. Vores sejr over Lyngby var et rigtigt stort skridt i den rigtige retning for os. Vi tog initiativet fra start af. Vi har haft svært ved at skabe nok chancer og lave mål, men det kom derovre. Vi beviste, at vi kunne stå distancen fysisk.«

»Jeg synes, vi har en rigtig god chance for at få tre point på lørdag mod Silkeborg, og så skal vi til Brøndby og lave en sensation. Det bliver svært. De har jo ikke tabt siden august, så lad os bare sige, at vi er store underdogs, men hvis vi klarer første hurdle, så tror jeg på, at vi kan lave en overraskelse i Brøndby.«

- Thomas Thomasberg, cheftræner

Han bliver afgørende: Pål Alexander Kirkevold

Den norske målmaskine fik endelig hul på bylden i sidste weekend, da han lavede to mål i Hobros sejr over Lyngby, og Thomas Thomasberg er dybt afhængig, at han får gang i en scoringsstime som i efteråret, hvis de skal hive de seks point i hus, som formentligt er påkrævet.

Slutspilschancer: 20 procent

Dams dom: »Silkeborg på hjemmebane ligner en overkommelig modstander, men derefter er det meget svært at se Hobro tage point i Brøndby, og selv 34 point er næppe nok til en slutspilsplads. Derfor har Hobro ikke mange chancer i spillet om slutspillet.«