Det var en søndag aften i april for tre år siden, at FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, stillede sig op foran journalisterne ude på Brøndby Stadion.
FC Midtjylland havde tabt 2-3 og var dumpet ned på Superligaens femteplads. Men Ankersen fortalte de forbløffede journalister, at FC Midtjylland i virkeligheden lå nummer tre. På retfærdighedstabellen 'table of justice' – en tabel, der belønner holdene ud fra andre parametre end bare resultatet af en fodboldkamp.
De næste par uger var Rasmus Ankersen til grin blandt fodboldfans, medier og kolleger i Danmark.
I dag er der ingen, der griner.
FC Midtjylland er med adskillige Superliga-runder tilbage kåret som danske mestre – og Brentford, hvor Ankersen er sportschef, flirter i den grad med en oprykning til det hellige Premier League-land. Og 'table of justice' og 'expected goals' er redskaber, som langt de fleste Superliga-klubber benytter sig af
»Jeg synes, at det var med til at give et nyt perspektiv på dét at drive en klub. Det er svært at acceptere for mange, fordi det går meget stejlt imod alt, hvad de er vokset op med – at tabellen aldrig lyver.«
»Men det er fuldstændig normalt i erhvervslivet, at man kigger på underlæggende 'metrics', når der skal træffes beslutninger. Det er fuldstændig standard, men det var bare ikke nået frem til fodbold. Så derfor mødte det skepsis.«
Den 36-årige midtjyde føler ingen trang til at slå tilbage mod dem, der hånede ham.
»Ja ja, jeg kan godt tilgive, at de grinte. Sådan er det jo. Jeg havde jo sagt det i lang tid. Også dengang det gik godt. Men det fik først opmærksomhed, da vi lå nummer fire og ikke havde vundet i jeg-ved-ikke-hvor-mange-kampe. Så blev det brugt som skyts imod os.«
Rasmus Ankersen er ikke et klassisk fodboldmenneske. Han er rundet af sin fortid i erhvervslivet – og herfra har han taget en succesformel med sig ind i rollerne som sportschef i Brentford og bestyrelsesformand i FC Midtjylland. Han kan – modsat mange fodboldfolk – parkere følelserne uden for jobbet. Det fortæller han med imponerende ro i stemmen over telefonen, mens han manøvrerer sin bil igennem Londons hidsige trafik i myldretid.
»Fodbold er en meget overophedet industri rent følelsesmæssigt. Og for mig at se kikser klubber ofte, fordi de tager emotionelle beslutninger. De spænder ben for sig selv.«
»Jeg forsøger altid at tænke så rationelt som muligt. For mig handler det at lede en fodboldklub om at kunne træffe relativt simple beslutninger under stort pres. Jeg har tidligere været involveret i andre typer virksomheder uden for fodboldverdenen, og jeg synes ikke, at kompleksiteten af de beslutninger, man skal tage i fodbold, er særlig stor. Det handler mere om at holde hovedet koldt, og om at kunne træffe nogle rimelig 'common sense'-beslutninger, når stormen blæser.«
Stormen blæste i den grad, da Brentford havde forfremmet danske Thomas Frank til manager – og denne startede med at tabe otte ud af sine første 10 kampe. Omgivelserne skreg på en trænerfyring, og de fleste klubber havde nok også været fristet af denne løsning. Men ikke i Brentford.
»Jeg har altid sammenlignet trænere med amerikanske præsidenter. Når de vinder, får de for meget kredit, og når de taber, får de for meget kritik.«
»Sandheden er mere nuanceret, end fans og medier typisk gør den til. Vi er ikke bare sådan nogle klubber, der hakker folk ud til højre, bare fordi det brænder lidt på, og vi taber tre kampe i træk.«
Rasmus Ankersen har været i Brentford i fem år og i FC Midtjylland i seks år. Og det har ikke ligget i kortene, at de to klubber skulle have den succes, de har i dag.
»Eksempelvis har Brentford det syvende-laveste spillerbudget i The Championship. Og i FCM er vi også langt efter FCK på spillerbudgettet, selv om de ikke altid vil indrømme det. Vi er langt efter. Den opgave har altid tændt mig – hvordan kan man få så meget ud af sine ressourcer, at man kan konkurrere og overhale større klubber. Hvordan kan man 'out-think' sine konkurrenter frem for at 'out-spend' dem?«
Det er lykkedes for især Brentford at udtænke konkurrenter. Den lille klub i udkanten af London har The Championships mest formstærke hold og ligger lunt svinget til enten en direkte oprykning eller playoffkampe til den tredje og sidste oprykningsplads. Et par spørgsmål presser sig på.
Kan du fortsætte som bestyrelsesformand for FC Midtjylland, hvis du pludselig også skal være sportschef i en Premier League-klub?
»Hvis Brentford rykker op, kommer det ikke til at betyde noget for min rolle i FCM. Arbejdspresset er stort nu, og jeg tror ikke, at det bliver større af, at vi er i Premier League.«
Brentford er en stor succes. Vinder kampe og scorer masser af mål med et relativt lille budget. Kunne Brentfords sportschef ikke pludselig gå hen og være interessant for større engelske klubber?
»Det ved jeg ikke. Jeg bruger faktisk meget lidt tid på min karriere i den forstand. Jeg tager aldrig møder med 'recruiters' og den slags.«
»Jeg har ingen aktive ambitioner om at skulle noget andet. Jeg er det bedste sted, jeg kan være lige nu. Hvis jeg skulle noget andet, vil jeg tro, at det skulle være uden for fodboldverdenen,« fortæller Rasmus Ankersen, der, inden han lægger røret på for at koncentrere sig om London-trafikken, lige vender den nervepirrende slutspurt i The Championship:
»Vi håber, at der går lidt gummiben i den oppe i Yorkshire. Det er jo sket før.«
