Brøndby havde en stor overraskelse til lørdagens kamp mod FC Midtjylland. En mand manglede i truppen.

Fraværet af profilen Simon Hedlund, der ellers var startet inde i de foregående fem Superliga-kampe, var markant, og der var ikke tale om nogen skade.

Efter kampen forklarede Brøndby-træner Niels Frederiksen, hvorfor han havde vraget sin svenske angriber.

»Det er en sportslig vurdering. Altså, vi har stor konkurrence i truppen, og jeg har vurderet, at der er nogle, der har vist sig lidt bedre frem her på det sidste, end Simon har fået gjort. Der er sådan set ikke noget dramatik i det,« sagde Niels Frederiksen og understregde, at det ikke var nogen disciplinær straf for nogen specifik handling i ugens løb.

Hedlund kan sagtens være med i næste kamp, siger Frederiksen.
Hedlund kan sagtens være med i næste kamp, siger Frederiksen. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Nej, det er ikke en disciplinærstraf på den måde. Jeg har bare vurderet, at der er nogle, der har vist sig bedre frem, end han har gjort i ugens løb. Så risikerer man at komme uden for truppen, fordi vi har en trup med stor konkurrence på alle positioner.«

Men du har ikke nogen decideret angriber på bænken i stedet?

»Nej, nej. Men altså, vi spiller på et tidspunkt i anden halvleg med 'Jobbe' (Jesper Lindstrøm, red.) deroppe, indtil vi bliver en mand i undertal og må tage ham ud. Så der er stadig muligheder, og vi har offensive spillere på bænken også. Det, synes jeg ikke, var en mangelvare i truppen i dag,« pointerer Brøndbys cheftræner, der 'sagtens kan se Hedlund være tilbage til næste kamp'.

Har I snakket om det? Eller behøver man ikke på det her niveau forklare en spiller, der nærmest har spillet fuld tid, hvorfor han ryger på bænken?

»Ej, nu skal jeg ikke stå her og fortælle, hvad jeg snakker med mine spillere om under fire øjne, men det er da helt naturligt, at en spiller, der spiller så meget og har været med i de andre kampe, får en forklaring på, hvorfor jeg har valgt ham fra, og det har han selvfølgelig også fået,« bemærker Niels Frederiksen.

Simon Hedlund har i de første fem kampe scoret to mål og lavet en assist.