Der var kun gået to sekunder, og så havde han allerede lagt sig fladt ned.

For efter søndagens nederlag til AGF var FCK's træner, Jacob Neestrup, dybt frustreret over det, han havde set ude på sidelinjen.

Københavnernes indsats i første halvleg, hvor gæsterne scorede på to standardsituationer, var nemlig ikke FCK værdigt, lød det.

»Det er ekstremt frustrerende at konstatere, at vi i to centrale situationer er for ringe. Længere er den ikke. Det er én af to hovedårsager til, at vi taber,« forklarede Neestrup, inden han tilføjede:

Jacob Neestrup var dybt frustreret efter søndagens drama.
Jacob Neestrup var dybt frustreret efter søndagens drama. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»At vi brænder så store chancer...det er næsten umuligt. Men selv om vi taber fortjent, så er det er alligevel en smule surrealistisk.«

Med søndagens nederlag har FCK kun formået at skrabe ét point sammen i de seneste tre Superliga-kampe. 

Og netop den dårlige afslutning på efterårssæsonen er da også noget, som kommer til at hjemsøge Jacob Neestrup de næste par måneder.

For den er bekymrende, erkender han:

»Vi slutter ekstremt dårligt af pointmæssigt. Jamen, det gør vi jo. Vi har fået en masse ros de seneste måneder, og så er det bare at konstatere, at det i de sidste tre kampe i Superligaen ikke har været godt nok. Længere er den ikke. Der er nogle ting, der skal ændres i januar og februar.«

Og hvad er det?

»Det er den måde, vi taber de her kampe på. At vi i to kampe, hvor vi har så meget under kontrol, ender med nul point. Det er mangel på FCK-kynisme. Men der er kun to, der kan rette op på det, og det er mig, og det er spillerne.«

FC København tabte søndag med 1-2 til AGF i et kæmpe drama i Parken.

Du kan læse B.T.s dom fra kampen LIGE HER.