Mikael Anderson havde drømt om øjeblikket i lang tid, og drømmen blev til virkelighed søndag aften.

Her blev han skiftet ind i pausen, hvorefter han scorede det afgørende mål i 1-0 sejren over Vejle. En sand drømmedebut.

Op til kampen havde islændingen dog gået og døjet med nerverne.

»Jeg var virkelig, virkelig nervøs. Jeg tror det er fordi, at det har betydet så meget for mig at komme tilbage til AGF. Jeg var mere nervøs, end jeg nogensinde har været i FC Midtjylland,« sagde matchvinderen til pressen efter kampen.

Mikael Anderson er, ifølge ham selv, ofte gået i seng og fantaseret om, at score et vigtigt mål for AGF.

»Jeg har gået og fantaseret, om tanken ved at skulle afgøre kampen, så det var jo helt vildt, at det skete og en kæmpe lettelse, og jeg vidste godt, hvor jeg skulle løbe hen. Jeg havde jo som sagt fantaseret om det her i lang tid,« sagde islændingen med henvisning til, at han løb direkte over til fanhjørnet på Ceres Park.

Over for pressen afslørede Jesper Hansen, at der skal betales til bødekassen, når man får debut. Men hvor meget det koster at blive matchvinder, få debut og score i sin debut, ved Mikael Anderson ikke.

»Jeg har ikke talt med Patrick Mortensen, men jeg tror jeg skal give en god slat i bødekassen,« grinede islændingen.

Ifølge B.T.s oplysninger betalte AGF 15 millioner for Mikael Anderson, og om han beviste, at han er de penge værd, ville David Nielsen ikke kommentere på.

»Jeg forholder mig ikke til prisen. Anderson bliver en vigtig spiller for os, og det er det, jeg lægger vægt på.«

Heller ikke Anderson selv er meget for at tale om de 15 millioner kroner, som AGF angiveligt har betalt for ham.

»Jeg kommenterer ikke på den pris, der bliver nævnt. Jeg ved ikke, om jeg er de penge værd, for jeg ved ikke, hvad AGF har betalt for mig.«

Med sejren er AGF nu oppe på seks point i otte kampe.