OB valgte mandag formiddag at sige farvel og tak til cheftræner Jakob Michelsen.

Tilbage står et kaotisk forløb, som slet og ret er uværdigt. Det mener B.T.s fodboldredaktør, Michel Wikkelsø Davidsen.

»Det har været et pinligt forløb hele vejen igennem. OB har ikke kunnet sende en cheftræner væk på en meget værre måde. Han er jo nærmest blevet fyret tre gange i klubben nu. Først uofficielt, da kolleger fortalte ham, at de var blevet kontaktet om jobbet. Så officielt, da det blev meldt ud, at han ikke ville blive forlænget. Og nu er det så helt slut.«

»Det er ikke en værdig måde at sige farvel til en træner, der har givet klubben den bedste placering i otte år, omend en femteplads aldrig må være jubelfremkaldende i en klub som OB.«

B.T.s fodboldredaktør kritiserer OB's håndtering af sagen omkring Jakob Michelsen.
B.T.s fodboldredaktør kritiserer OB's håndtering af sagen omkring Jakob Michelsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var B.T., der tilbage i december afslørede, at Michael Hemmingsen allerede i sensommeren af 2020 begyndte at kontakte potentielle afløsere for Jakob Michelsen, hvorefter cheftræneren selv kort tid efter fandt ud af det.

I januar meldte man så ud, at Jakob Michelsen ikke ville få forlænget sin kontrakt, men ville blive i jobbet frem til sommer.

»Jeg synes, at det er håndteret helt skidt. Det er jo ikke, fordi vi udefra ikke kan forstå, at man gerne vil mere i OB end blot at overleve i Superligaen. Klubben er større end det. Klubben er større end en mindre ydmygelse på hjemmebane til Brøndby. Så man kan sagtens argumentere for, at fyringen er okay både på et resultatmæssigt og præstationsmæssigt grundlag, men måden er forkert. De har hængt Michelsen til tørre – og ventet på, at han blev mørbanket.«

Med søndagens 3-0-nederlag til Brøndby er top-6 så godt som umulig, og i stedet er det nu sportschef Michael Hemmingsen, der får lov til at sætte sig i cheftrænerstolen frem til sommer.

OBs sportschef Michael Hemmingsen får titlen som manager i den resterende del af sæsonen.
OBs sportschef Michael Hemmingsen får titlen som manager i den resterende del af sæsonen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

En beslutning, som B.T.s fodboldredaktør kalder 'modig'.

»Vi så i sin tid med Carsten V. Jensen i FC København, at det ikke var en god idé. Det var starten på enden for ham. Jeg synes heller ikke, at det er en god idé, at Hemmingsen tager tjansen.«

»Det havde nok været bedre at give den midlertidige tjans til Henrik Hansen, for hvad er egentlig den perfekte udgang på Hemmingsen som træner? At han flopper og ser inkompetent ud? Eller at han får succes og dermed enten lægger et ekstra pres på den kommende træner eller får smag for at blive permanent? Det er vel en no win-situation.«

Det vides endnu ikke, hvem der kommer til at overtage jobbet som cheftræner til sommer.