Ifølge det store italienske fodboldsite Calciomercato.it er den italienske traditionsklub Sampdoria ude med snøren efter FC Nordsjællands kroatiske backprofil Karlo Bartolec.

Mediet erfarer, at Sampdoria skulle være klar til at lægge de 22,5 millioner kroner, som Bartolec ifølge Calciomercato koster. Men fodboldsitet erfarer også, at der kan blive kamp om den hurtige 22-årige profils underskrift. Både franske Nantes og FC København skulle angiveligt også følge Bartolec tæt.

Der er generelt rift om FC Nordsjællands spillere for tiden. Sportsdirektør Carsten V. Jensen fortalte tirsdag, at nordsjællændernes hjemmekampe hver gang besøges af op til 50 udenlandske klubber, scouts og agenter. Tirsdag kunne BT afsløre, at FC Nordsjællands midtbanegeneral, Mathias Jensen, følges tæt af den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

Og i den forbindelse udtalte Carsten V. Jensen følgende, som nok også gælder for Karlo Bartolec:

»Det er ikke et mål for os at sælge stamspillere i dette transfervindue, vi vil som udgangspunkt gerne se, hvor langt vi kan nå med det her hold – og så må vi se, hvordan det ser ud til sommer.«

Karlo Bartolec skiftede i sommeren 2016 fra Lokomotiva Zagreb til FC Nordsjælland, hvor han står noteret 46 kampe og otte mål.