En vaskeægte superstjerne har øjnene skarpt rettet mod FC Midtjylland i disse dage.

I hvert fald hvis man skal tro Tuttomercatoweb.

Ifølge det italienske medie har ingen ringere end ikonet David Beckham tænkt sig at tage på indkøb på heden.

Beckham er indehaver af klubben Inter Miami, der tæller stjerner som Blaise Matuidi og Gonzalo Higuaín, men nu har han udset sig en Superliga-profil til at styrke sit hold.

Evander kan være på vej til David Beckhams klub, Inter Miami.
Evander kan være på vej til David Beckhams klub, Inter Miami. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Der er tale om FC Midtjyllands unge midtbanespiller Evander, der kan være på vej til at tage turen over Atlanten.

Tuttomercatoweb melder, at italienske klubber som Atalanta, Bologna og Sassuolo også er interesseret i den 23-årige brasilianer, som scorede seks mål i Superligaen og lagde op til otte i den forgangne sæson.

Der skulle være tale om en handel, hvor Inter Miami betaler 7 millioner euro + 2,5 i bonus til FC Midtjylland, hvilket rundt regnet svarer til godt 70 millioner kroner.

Evander kom til FC Midtjylland i 2018, hvor han har spillet 111 kampe og scoret 28 mål, mens han har lagt op til 23 af slagsen.