»Det vigtigste for mig er, at pengene er tjent på den rigtige måde.«

Sådan lød det fredag fra bestyrelsesformanden i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, da vestegnsklubben smed en historisk Superliga-bombe.

Den danske fodboldgigant er nemlig på vej til at blive solgt til Global Football Holdings, som vil købe 50,1 procent af aktierne og dermed sikre sig majoriteten i klubben.

Den amerikanske rigmand David Blitzer er en af de mest markante investorer i Global Football Holdings, og han har i de seneste år modtaget massiv kritik for sit partnerskab i investeringsselskabet Blackstone Group, der flere gange har fået omfattende kritik for at opkøbe danske ejendomme gennem selskaber i skattely.

Den amerikanske rigmand David Blitzer.
Den amerikanske rigmand David Blitzer. Foto: Julio Cortez
Vis mere

Boligrådgivere i FN har sågar flere gange anklaget Blackstone Group for at udnytte lejere på verdensplan i forbindelse med udlejninger af erhvervsboliger.

De voldsomme beskyldninger går på, at firmaet direkte er med til at skabe en global boligkrise.

Den enorme kritik af David Blitzer og partnerskabet i Blackstone Group var dog ikke noget, som Jan Bech Andersen ønskede at tale ret meget om på fredagens stort anlagte pressemøde.

Du siger, at det vigtigste for dig er, at pengene er tjent på den rigtige måde. Hvordan hænger det sammen med, at én af de kommende investorer er David Blitzer, der har fået massiv kritik?

»Jeg har haft mange dialoger, og folk har ret til at mene, om folk er gode, eller om folk har tjent deres penge på den rigtige måde.«

»Men i alle de samtaler, jeg har haft, så har det været vigtigt for mig, at de respekterer den kultur og arv, der er her i Brøndby. Jeg har lavet de tjek og mødt de mennesker tilpas mange gange. Jeg sælger ikke min sjæl for ussel mammon.«

Den amerikanske rigmand David Blitzer er dog ikke ene om at have fremsat tilbuddet om at købe den danske fodboldgigant.

Amerikaneren er nemlig en del af en større investorgruppe på 14 personer, der står bag buddet.

Global Football Holdings vil i fællesskab med Jan Bech Andersen i øvrigt give Brøndby IF en kapitalindsprøjtning på op mod 220 millioner kroner.