Rygterne har svirret i flere uger, men nu er det tæt på.

Brøndby IF er på vej til at blive solgt til Global Football Holdings, som vil købe lidt over 50 procent af aktierne og dermed sikre sig majoriteten i klubben.

Sidstnævnte er i øvrigt betingelsen for et køb, meddeler Superliga-klubben fredag i en pressemeddelelse.

Det amerikanske firma, som rigmanden David Blitzer står i spidsen for, har fredag fremsat et tilbud vedrørende køb af aktier i vestegnsklubben.

Jan Bech Andersen.
Jan Bech Andersen. Liselotte Sabroe

»Brøndby IF hører hjemme i toppen af dansk fodbold, og vi vil igen række ud efter de bedste placeringer og europæisk gruppespil i hver sæson. Derfor har bestyrelsen og jeg over de sidste par år haft snakke og drøftelser med interesserede partnere for at finde den rigtige partner,« siger bestyrelsesformand og nuværende majoritetsaktionær, Jan Bech Andersen, og tilføjer:

»Som jeg dog har sagt gentagne gange, så er det på klubbens præmisser, at man som potentiel partner kan komme ind i klubben og ikke omvendt. Vores kultur og værdier er ikke til forhandling.«

Klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, mener da også, at beslutningen er det, der skal til, hvis Brøndby skal sætte sig på fodboldtronen i Skandinavien.

»Det er et markant gearskifte, vi gør her i forhold til at kunne udvikle vores klub til næste niveau med et erklæret mål om at kunne række ud efter mesterskaber og europæiske gruppespil sæson efter sæson. Vi vil være en skandinavisk magtfaktor,« siger han.

Det forestående salg af klubben kommer i kølvandet på massive protester fra fansene, som de seneste uger har kritiseret beslutningen.

Brøndby-fansene mener nemlig ikke, at den nye ejer er forenelig med klubbens værdier.

David Blitzer er dog ikke ene om at fremsætte købstilbuddet. Amerikaneren er nemlig en del af en større investorgruppe på mere end ti personer, der står bag buddet.

Jan Bech Andersen har afgivet forhåndstilsagn om at acceptere købstilbuddet.

Han fortsætter dog i rollen som bestyrelsesformand, lyder det videre.

Brøndby har indkaldt til pressemøde klokken 13.30.