Formand Bo Rygaards stop som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment kommer ikke bag på storaktionæren Lars Seier Christensen, som har flere afløsere i kikkerten til topjobbet i selskabet bag FC København.

Tirsdag morgen kom det frem, at FC Københavns bestyrelsesformand, Bo Rygaard, ikke fortsætter, og at han efter eget ønske fratræder ved den kommende generalforsamling.

En beslutning, som har været undervejs i et stykke tid.

Det siger FCKs storaktionær Lars Seier Christensen til B.T.

Lars Seier Christensen og Bo Rygaard sammen, da rigmanden købte sig ind i Parken Sport & Entertainment A/S i 2019. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Lars Seier Christensen og Bo Rygaard sammen, da rigmanden købte sig ind i Parken Sport & Entertainment A/S i 2019. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Bo har fortalt mig sit ønske for nogen tid siden, og jeg kan godt forstå, at det har været en stor opgave igennem det seneste år,« fortæller rigmanden.

Lars Seier Christensen understreger, at den ledige plads i bestyrelsen ikke får betydning for hans egen rolle i klubben.

Han kommer fortsat ikke til at sidde i selskabets bestyrelse trods sin store ejerandel i Parken Sport & Entertainment.

Spørgsmålet er nu, hvem der skal afløse Bo Rygaard som ny formand.

Lars Seier Christensen bekræfter, at der allerede er flere interessante navne på blokken, men afløseren er endnu ikke på plads.

»Vi har naturligvis et par gode muligheder i kikkerten, men der er ikke truffet nogen beslutning endnu,« siger han.