Det har været en vild periode for Parken det seneste års tid.

Og nu kommer det næste kapitel, da formand Bo Rygaard ikke længere ønsker at være bestyrelsesformand. Det fortæller han i en pressemeddelelse.

»Parken Sport & Entertainment er et vidunderligt sted, og det har været en stor glæde for mig at arbejde for selskabet i seks år,« siger Bo Rygaard og fortsætter:

»Men det er også en ganske arbejdsintensiv post, hvorfor jeg i respekt af Parken Sport & Entertainment nøje har vurderet, at jeg ikke kan fortsætte med at levere den tid som kræves, og som alle involverede fortjener.«

Foto: Emil Helms
Vis mere

Bo Rygaard har været bestyrelsesformand i Parken i seks år, men ved næste generalforsamling 19. april stopper det altså. Her vil han ikke genopstille som formand, men til gengæld bliver han tilknyttet som rådgiver.

»Heldigvis slipper jeg det ikke helt, da bestyrelsen fortsat gerne ser, at jeg er tilknyttet som rådgiver. Det giver mig tid til, at jeg kan koncentrere mig om flere nye opgaver og bestyrelsesposter,« siger Bo Rygaard.

Parken har det seneste stykke tid været hårdt ramt af corona, da blandt andet Lalandia har været lukket ned på grund af restriktioner. Derudover har FC København også været i sportslige problemer så store, at man i efteråret valgte at fyre Ståle Solbakken. En fyring, som også fik Bo Rygaard i orkanens øje, da Solbakken langede ud efter formanden efterfølgende.