Lars Seier Christensen var ikke manden, der fik Ståle Solbakken fyret.

Men han var med omkring beslutningen om at afskedige den karismatiske nordmand, og han mener stadig, at det var det rigtige.

»Det er en fælles beslutning af mange mennesker. Det er ikke noget, jeg bare har ringet og sagt,« siger rigmanden i 'Løveboss – Lars Seier', som kan ses på Viaplay.

Fyringen affødte enorm kritik og uforståenhed fra Ståle Solbakken, der langede hårdt ud efter FC Københavns bestyrelse, som han mente ved meget om 'Lalandia og karruseller', men knap så meget om fodbold.

Lars Seier Christensen købte sig ind i FC København i 2019. Her står han med bestyrelsesformand Bo Rygaard.
Lars Seier Christensen købte sig ind i FC København i 2019. Her står han med bestyrelsesformand Bo Rygaard. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

At FC København var gået i stå og langtfra skabte gode nok resultater, var mange vist enige om, mener Lars Seier Christensen.

Men kritikken af bestyrelsen for Parken Sport & Entertainment – som blandt andet ejer Lalandia – køber han ikke.

»Der har været meget kritik af bestyrelsen i Parken. Vi har meget succesfulde erhvervsfolk, der sidder i den. Vi har en formand, Bo Rygaard, som regnes blandt Danmarks top-5-bestyrelsesformænd. Vi har fodboldkompetencer i form af William Kvist og i form af B1903- og KB-repræsentanter. Jeg synes egentlig, at det er en velsammensat bestyrelse, der har gode forudsætninger for at træffe beslutninger, som skal træffes en gang imellem,« forklarer storaktionæren, der ikke selv er med i bestyrelsen, da han bor i udlandet.

For ham at se skal en bestyrelse som den i FC København, hvor der er andre aktiviteter end fodbold, ikke være propfyldt med folk, som skal fodboldnørde.

Ståle Solbakken var både cheftræner og sportsdirektør i FCK.
Ståle Solbakken var både cheftræner og sportsdirektør i FCK. Foto: POOL
Vis mere

Det handler nemlig om at have forretningserfaring, men det er langtfra alle, der har forståelse af det, mener han. Men som storaktionær bliver man inddraget i vigtige beslutninger.

Han har dog ikke været inde over, at nøglerne til FCK-bilen skulle gives til Jess Thorup.

Alligevel bakker han op om valget og glæder sig over, at strukturen hos københavnerne er blevet ændret, så man er gået væk fra den magtfulde dobbeltrolle, Ståle Solbakken havde som både træner og sportsdirektør.

»Jeg synes, det er rart at se ansvaret blive fordelt på lidt flere hænder. Strukturelt var det måske en lidt usædvanlig struktur i klubben. Det har intet at gøre med personen. Jeg er umiddelbart mere tryg ved, at det er fordelt over lidt flere hænder,« mener han.

Lars Seier Christensen har tidligere været involveret i blandt andet cykelverdenen, da han sponsorerede Bjarne Riis' Saxo Bank-hold.

Han ejer også flere restauranter, blandt andet Geranium, Alchemist og Café Dan Turell i København.