Lars Høgh er i Odense. Det er august 2018, og vejret er strålende, men han ligger i sin sofa. Han er stærkt afkræftet, for han er netop begyndt på seks måneders kemoforløb.

Lars Høgh har et par dage forinden fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Det er en alvorlig situation, han pludselig står i.

»Ifølge statistikken har man 10 procent chance for overlevelse inden for de første fem år.«

Det eneste, han faktisk kan overskue, er at se fodbold foran fjernsynet. Hans øjne kan knap holde sig åbne, men ud af øjenkrogen får han alligevel øje på banneret.

Lars Høgh på tur med landhsoldet i 2015.
Lars Høgh på tur med landhsoldet i 2015. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Et andet sted i Odense, nærmere bestemt Odense Stadion, spiller OB og FC Midtjylland. På Richard Møller Nielsen Tribunen bag det ene mål står en hær af OB-fans. Med ordene 'Vi kæmper kamp 818 med dig! Denne redder du også, Høgh' skrevet på et banner er den tidligere målmandslegende Lars Høgh tydeligt i tankerne hos de dedikerede fans.

»Det betød sgu meget. Det må jeg sige. Det var i den periode, hvor jeg fik beskeden og havde det allersværest. Jeg har jo ikke spillet i OB i 100 år. Derfor gav den opbakning sgu noget benzin på energien og motivationen for at nå mit mål.«

På fodboldbanen har den tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh altid stået trofast i målet og troet på sig selv. Det samme har Lars Høgh gjort i sine bestræbelser på at nå det klare mål i sit kræftforløb.

»Jeg føler mig meget taknemmelig, for jeg har aldrig i forløbet været bange for at dø. Troen på, at jeg nok skal blive rask, har derfor været stor. Den tro har hele tiden været til stede, og det tror jeg er en evne, man oplever, når man først står i situationen.«

Til Brøndby sender Lars Høgh en kæmpe tak for den enorme støtte, han har modtaget til og uden for træningen. I Brøndby lavede de sågar også et banner til målmandslegenden, fortæller Lars Høgh.
Til Brøndby sender Lars Høgh en kæmpe tak for den enorme støtte, han har modtaget til og uden for træningen. I Brøndby lavede de sågar også et banner til målmandslegenden, fortæller Lars Høgh. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I øjeblikket har Lars Høgh det godt. Faktisk rigtig godt, fortæller han glad og stolt til B.T. syv måneder efter den rørende gestus fra OBs fans.

Han har gennemgået fire af de seks måneders kemobehandling, han skal igennem. Og samtidig er han foran den tidsplan, han følger i kræftforløbet. Han er også så småt ved at vende tilbage til Brøndby som målmandscoach hele to måneder før tid.

»Jeg er egentlig dér, hvor man næsten ikke turde håbe på at være, da jeg fik den første besked fra lægerne. Det er gået langt over forventningen.«

Før Lars Høgh for alvor kunne påbegynde sin kemobehandling, skulle han igennem en operation. Den varede i otte timer. Operationen var vellykket, og det var samtidig startskuddet til en tid fyldt med kærlighed fra familien og resten af omverdenen.

Lars Høgh er både målmandscoach for det danske landshold og Brøndby IF.
Lars Høgh er både målmandscoach for det danske landshold og Brøndby IF. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Klap på skulderen og en stærk familie

Tv-billederne fra tribunen i Odense står stadig skinnende klart i Lars Høghs hukommelse.

Det skulle dog vise sig kun at være begyndelsen på en enorm omsorg og støtte, som for Lars Høgh har været altafgørende.

»I løbet af mit forløb har jeg bevæget mig en del rundt. Både i Odense, men også i Kerteminde, hvor jeg har et sommerhus. Dér har folk været søde og støttende. Jeg har fået en masse skulderklap, og folk har selvfølgelig også været spørgende. 'Hvor er det fedt, at du ser så godt ud' og 'Hvordan har du det?' er jeg blevet mødt meget med.«

»Derfor har jeg også haft flere samtaler med folk. Og det er selvfølgelig dejligt, at folk bekymrer sig om en. Det har selvfølgelig også øget min motivation til, at jeg nok skal klare den,« siger Lars Høgh.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Selvom støtten udefra har betydet en del, har den familiære opbakning helt inde i inderkredsen alligevel betydet mere for Lars Høgh.

»Når du ikke har angsten for at dø, har du et andet overskud. I den forbindelse har jeg kunnet se, hvor hårdt det har været for min kone, min søn og min datter. Derfor har jeg også haft overskuddet til at være sammen med dem.«

»Det har jo også været hårdt for dem, for de vidste jo ikke, om jeg ville dø. Vi har da også snakket om det hele, hvilket er lettere nu, fordi fremtidsudsigterne er blevet meget bedre.«

Derfor har det for Lars Høgh også været vigtigt at fokusere på det positive frem for det negative i kræftforløbet.

En gylden landsholdstrio. Landstræner Åge Hareide, assistenttræner Jon Dahl Tomassen og målmandstræner Lars Høgh. Også i DBU har Lars Høgh modtaget enorm støtte, som han værdsætter til fulde.
En gylden landsholdstrio. Landstræner Åge Hareide, assistenttræner Jon Dahl Tomassen og målmandstræner Lars Høgh. Også i DBU har Lars Høgh modtaget enorm støtte, som han værdsætter til fulde. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Du kan alligevel ikke bruge det negative til noget. Jeg har fået nogle gode, positive oplevelser med min familie, som vi måske ikke havde fået, hvis ikke jeg havde været igennem det her. Mine børn og jeg har gået ture langs vandet i Kerteminde, og min kone har jo set sin mand blive alvorlig ramt, og hun har derfor været med hele vejen som en støtte.«

»Det mest positive i det her er klart, hvor stor en støtte min familie har været. Det er noget, jeg aldrig glemmer. Der er altid nogle positive sider af enhver situation, og det er det, jeg har valgt at fokusere på.«

Hyldes i OB søndag

Søndag 17. februar bliver helt særlig for Lars Høgh.

Sammen med OB-holdet fra 1994, der udførte det magiske mirakel i Madrid, skal han hyldes for den fornemme præstation. I år er det nemlig 25 år siden, 'Miraklet i Madrid' blev en realitet. Men det stopper ikke her. Lars Høgh får nemlig også sin egen personlige hyldest.

Lars Høgh og den tidligere landstræner, Morten Olsen.
Lars Høgh og den tidligere landstræner, Morten Olsen. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Du og jeg kan kun gisne om, hvad det er. Jeg har ingen anelse om, hvad det handler om. Det eneste, jeg ved, er, at det er noget, jeg bliver glad for. Det har de (OB, red.) i hvert fald sagt til mig,« griner Lars Høgh, der dog ikke har det alt for godt med at være i centrum, som han formentlig skal være søndag.

»Det er blot sådan, jeg er af natur. Men jeg glæder mig selvfølgelig, og jeg glæder mig til at se drengene (fra OB-holdet anno 1994, red.). Vi har faktisk ikke været samlet siden dengang. Det er sgu også lidt for ringe. Du må ikke spørge mig hvorfor, men nu sker det heldigvis.«

Der er også en mere personlig årsag, der gør, at Lars Høgh forventer en stor dag i Odense.

»Jeg glæder mig til at sige tak for den store støtte til fansene. Men det er lige så meget en tak til min familie. De har sgu været seje gennem forløbet, så det fortjener de også. Jeg har faktisk heller aldrig været på stadion i Odense sammen med min familie. Jeg har jo altid stået for mig selv i målet.«