Målmandslegenden Lars Høgh fylder i dag 60.

I den anledning har den tidligere OB-keepers datter Josefine Høgh skrevet en flot hyldest til fynboen, som har været igennem et hårdt kræftforløb.

»Jeg havde faktisk skrevet en lang smøre, men egentlig vil jeg jo bare blære mig med min røvseje far, min bedste ven, min ledestjerne, der i dag fylder 60 år. Et menneske som ham skal man lede længe efter,« indleder Josefine Høgh og fortsætter:

»På billedet ser I en meget nervøs og stolt lille pige, der står over for en af sine største fodboldoplevelser nogensinde. At løbe ind på et næsten fyldt Odense Stadion hånd i hånd med sin far! I dag tænker jeg, at det bedste af det hele er, at alder bare er et tal - og ikke en tilstand,« skriver Josefine Høgh i opslaget, hvor hun netop har delt det omtalte billede.

Til sidst afslutter hun opslaget med ordene:

»For selvom livet forsøger at få ram på os, så ved jeg, at vi ser ind i en lys fremtid med masser af flere store oplevelser sammen. Vi er allerede godt i gang! Hurra for min papa, den bedste af slagsen,« skriver hun.

Lars Høgh var i sidste uge tilbage på træningsbanen for første gang, siden han blev opereret for kræft i bugspytkirtlen.

En sygdom, han fik konstateret i august sidste år. Lars Høgh har tidligere fortalt, at han ikke er bange for at dø, men at sygdommen kom som et chok.

Josefine Høgh er vært på DR's Fodboldmagasinet, og hun har dermed arvet faderens interesse for fodbold.

Lars Høgh spillede hele sin karriere for OB. Han huskes blandt andet for sin pragtpræstation mod Real Madrid, som fynboerne sensationelt vandt 2-0 i Spanien, hvilket gav danskerne videre avancement i UEFA Cuppen.

Efter han stoppede sin aktive karriere som målmand, har Lars Høgh været målmandstræner i flere klubber.

Lige nu har han ansvaret for målmændene på det danske landshold samt Brøndbys superligahold.