Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, er klar med endnu en ny mulighed til sin cheftræner i Brøndby, Niels Frederiksen, i Superliga-profilen Michael Lumb.

Som Ekstra Bladet kunne fortælle søndag, skifter venstre backen Michael Lumb til Vestegnen for at lukke det hul, Blas Riveros har efterladt med sin grusomme skade, der holder ham ude i mange måneder.

B.T. kan fortælle, at kontrakten nu er underskrevet, efter 32-årige Lumb ved frokosttid mandag gennemgik og bestod lægetjek i Brøndby.

Venstrebacken med det offensive drive får, i hvert fald i første omgang, et år i Brøndby.

Handlen indeholder ikke den store økonomi mellem klubberne, da Michael Lumb kun havde et halvt år tilbage af sin kontrakt i Horsens.

Med ham på plads i Brøndby er der to nye ansigter i den trup, der skal jagte forårets kampe for de blågule.

Mandag eftermiddag præsenterede klubben den svenske offensivspiller Oskar Fallenius, der længe har været kædet sammen med Brøndby.

Svenskeren er først og fremmest købt ind som en brik til fremtiden.