Ebbe Sand kan være på vej mod et nyt og yderst attraktivt job.

Han er således i spil til at blive ny sportsdirektør for Bundesliga-klubben Schalke 04. Det skriver tyske Sky Sports.

Klubben befinder sig lige nu i en historisk krise, hvor man ikke har vundet i de seneste 30 ligakampe, og derfor arbejder man lige nu på at ansætte en sportsdirektør, der skal samarbejde med direktør Jochen Schneider.

Og det kan meget vel ende med at blive 48-årige Ebbe Sand, der i dag er angrebstræner på det danske landshold.

Tyske Sky skriver i hvert fald, at der allerede har været dialog mellem parterne, og at han dermed kan ende med at vende tilbage til den klub, som han som aktiv spillede for fra 1999 til 2006.

Ebbe Sand har derfor også lidt af en status i klubben, hvor han bankede 103 mål ind i 282 kampe, og dermed kan det ende med at blive en smuk genforening.

Det var nemlig også i netop Schalke 04, at danskeren sluttede sin karriere for 15 år siden.

Ifølge mediet arbejder den tyske klub på at få en ny sportsdirektør ansat i løbet af januar, så vedkommende kan være involveret i det aktuelle transfervindue, og derfor går der måske ikke længe, før Ebbe Sand får vished.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ebbe Sand har tidligere været sportschef i Brøndby, men i 2019 sagde han efter bare et halvt år op, da det kom frem, at klubben havde haft samtaler med Carsten V. Jensen om at gøre ham til fodbolddirektør.

Siden har han været tilknyttet det danske landshold, hvor han hjælper angriberne med at blive endnu skarpere foran målet, men nu kan der måske snart være et noget mere attraktivt job i udsigt.

Schalke 04 er lige nu placeret på en absolut sidsteplads i Bundesligaen.