For bare et år siden var han en af de dyreste indkøb i FC København. Uros Matic blev købt for 18,6 millioner kroner og var dengang blandt de fem dyreste indkøb i københavnernes historie. Nu er han til salg.

Den seneste måned har den 27-årige midtbanespiller nemlig gået rundt med et salgsskilt om halsen, mens transfermarkedet var på sit varmeste. Allerede tidligt i januar fik Uros Matics bagland besked om, at han gerne måtte finde en ny klub.

»Vi havde en aftale med Matic om, at han kunne få lov at tage af sted, hvis der dukkede noget op. Det handler om, at vi har lidt for mange løntunge spillere på den position,« siger Ståle Solbakken.

Det var på FC Københavns tilbagevendende fanarrangement FCK Inside, at Ståle Solbakken først løftede sløret for det mulige salg af den energiske midtbanespiller. Uros Matic har efter et år i FC København ikke formået at spille sig til den plads på den centrale midtbane, som han var udset efter Thomas Delaneys skifte til Bundesligaen. I stedet er han blevet overhalet af græsk-portugisiske Zeca og til tider også af slovakiske Jan Gregus.

Derfor er han nu i overskud, og der er også stadig en mulighed for, at Uros Matic kan forlade FC København denne vinter.

»Nu er der stadig åbent i nogle vinduer, men hvis der ikke sker noget, så er han med på linje med andre. Det lever stadig, men det er ikke noget, vi tænker på. Nu må han koncentrere sig om at spille fodbold her,« siger Ståle Solbakken om det mulige salg af Uros Matic.

De fleste europæiske transfermarkeder er lukkede, men muligheder er der stadig for Uros Matic i Polen, Rusland, Norge og Sverige blandt andet, så det er altså herfra, at Uros Matic kan se muligheder. Men lige nu skal han og holdkammeraterne kun se frem til weekenden, hvor forårssæsonen starter med et pokalbrag mod Brøndby.

En turnering, som er FC Københavns sidste realistiske chance for at vinde noget. Men Stål Solbakken forventer ikke, at spillerne præges af presset for at vinde, når nu Superliga-guldet er 18 point væk.

»Jeg tror ikke, spillerne tænker på det. Det skal de heller ikke. Det får måske lidt indflydelse før kampen, men ikke når fløjten lyder. Jeg er ikke bange for, at det bliver nervøst,« siger Solbakken, der har en forestilling om, hvordan kampen vil blive spillet.

»Jeg tror, det kommer til at blive vældig små marginaler, der kommer til at afgøre det. De var meget bedre end os i den første kamp, men i anden kamp synes jeg, og vi var lidt uheldige at tabe. Det bliver helt sikkert en meget lige kamp,« siger FCK-manageren.

FC København og Brøndby mødes i pokalturneringen på søndag, fordi politiet har pålagt klubberne at spille på tidspunkter, hvor der skal være dagslys to timer efter kampens slutning. Det er der søndag, når kampen allerede starter 12.30. Og igen mødes de to hold i den første kamp efter vinterpausen. Det kan få indflydelse.

»Det er et spørgsmål om, hvor gode holdene bliver så tidligt på sæsonen i den første gældende kamp. Måske bliver der perioder med fight og andre perioder med mere spil,« siger Ståle Solbakken.