»Hvis jeg skulle lave en stadionplan, ville jeg nedlægge Barfoed-tribunen og lave et letbanestop. Jeg har altid tænkt, at fodboldbaner godt kunne være ligesom i 'Tekken', hvor du har noget fedt i baggrunden. Så er der en bane med en vulkan, og i Odense er det så letbanen.«

Komikeren Jacob Taarnhøj har store planer for Odense Stadion, der bør finde inspiration fra den kendte videospilsserie, hvor hver bane har sin egen sceniske baggrund.

»Du skal tænke på, at der kommer til at stå 10-12.000 og vente på letbanen dernede. Det er også en god måde at rekruttere nye fans på,« fortsætter han med et glimt i øjet.

Den 38-årige standupkomiker, der måske særligt er kendt for sin julesang 'Toscana Dromedar' fra tv-programmet 'Stormester', har været fan af fodboldklubben OB, siden han var barn.

Et af hans tidligste minder er 'Miraklet i Madrid' i 1994, hvor OB slog Real Madrid.

»Jeg så kampen alene på mit værelse. Jeg kan huske, jeg pendlede mellem aftensmaden og kampen. Ligesom EM-finalen i 1992. Den så jeg også alene, så jeg havde nogle ret store oplevelser på mit værelse. Det var sgu ret vildt mod Real Madrid,« fortæller han til B.T.

Forholdet mellem Jacob Taarnhøj og OB startede året før Madrid-kampen. Selvom hans far ikke gik op i fodbold, tog han sønnike med på stadion for at se OB mod Ikast. Senere overværede hele familien OB vinde 3-2 over FCK i »en ret vild kamp«.

»Jeg var jo bare fodboldfan, og da B1909 og B1913 forsvandt, var det åbenlyst, at det skulle være OB. En anden ting var, at min bedste ven var fan af B1903, som blev til FCK, og man holdt jo altid med det modsatte hold af sin bedste ven,« forklarer komikeren.

Foto: Rasmus Vestergaard
Vis mere

En anden af de største oplevelser med OB var pokalfinalesejren over FCK i Parken i 2002, fortæller Jacob Taarnhøj, der har gemt busbilletten fra dengang.

»Parken, 9. maj 2002, kl. 15, bus 25, afgang fra Rosengårdcentret 11.15. Det var skide hyggeligt. Men jeg kan også huske, at der på vej hjem ikke var så meget gang i den. Der var nogle enkelte hardcore fans, der følte sig fanget i den bus og prøvede at råbe noget stemning op. Folk var pisseflade, men det var fedt.«

»Og så tilbage til Flakhaven, hvor borgmester Anker Boye kom ud og lavede 'four more years' på balkonen,« fortæller Jacob Taarnhøj, mens han rækker fire fingre i vejret.

Hvis du nu blev tvunget til at holde med en anden dansk klub, hvilken skulle det så være?

»Det kan man jo ikke. Jeg så AGF, da jeg boede i Aarhus, men man kan jo ikke rigtigt holde med dem. Det var så sølle. Der var altid fyldt stadion den første kamp i sæsonen, hvor hele byen troede, nu skulle AGF vinde mesterskabet, og så den sidste kamp, hvor de skulle kæmpe for at undgå nedrykning.«

»Inden jeg rigtigt begyndte at holde med OB, så jeg Brøndby-Roma, der var lidt en traumatisk kamp. Efter den har jeg haft sympati med Brøndby. De havde et specielt hold. Men man kan jo heller ikke holde med Brøndby.«

Nu bor Jacob Taarnhøj i København, og her har han overvejet at finde et hold fra de lavere divisioner, han kan holde med.

»Frem kan jeg huske fra Superligaen, men jeg har kun set Radiohead i Valby Idrætspark. Jeg kommer en del i Hvidovre også, men det går jo ikke, hvis de rykker op. Jeg har også tænkt på Fremad Amager, men de er jo ejet af nogle, der kunne være skurke i en James Bond-film. Så det bliver nok Frem. De er stribede ligesom OB.«

Kigger man ud over Danmarks grænser, har Jacob Taarnhøj fundet kærligheden på den anden side af Øresund.

»Jeg er lige blevet kæmpestor Malmø-fan. Dem så jeg forleden, og jeg købte et rigtig lækkert og blødt Malmø-halstørklæde. Jeg skal godt nok lige vænne mig til at holde med et lyseblåt hold. Jeg har jo aldrig været i nærheden af at holde med Randers og Sønderjyske.«

Jacob Taarnhøj har ikke en favoritspiller i OB, men islandske Aron Thrándarson kommer tæt på.

»Jeg føler, jeg kunne se hans kvaliteter, inden trænerstaben. Jeg havde lidt et Football Manager-øjeblik af at have scoutet ham og signet ham,« fortæller han og uddyber sin tidligere store passion for det populære computerspil, der dengang hed Championship Manager.

»Jeg stoppede med at spille, fordi jeg brugte for meget tid på det. I efterårsferien i 1. g startede jeg et spil med Barnsley fra den tredjebedste engelske række. I første sæson vinder jeg den tredjebedste række, i anden sæson vinder jeg den næstbedste, i tredje sæson vinder jeg Premier League, og i fjerde sæson vinder jeg Champions League med Barnsley. Det var det perfekte spil.«

»Da jeg kom tilbage i gymnasiet efter den uge, havde de allesammen fået kærester og lavet alle mulige fede ting. Og jeg havde bare opnået alt med Barnsley. Så der stoppede jeg,« griner Jacob Taarnhøj.