Det er ikke kun Nicklas Bendtner selv, der glæder sig over skiftet til den danske hovedstad.

Det samme gør angriberens kæreste, Philine Roepstorff. Og i et opslag hylder hun - som så mange gange før - sin fodboldmand.

'Jeg kunne ikke ønske mig en bedre fødselsdagsgave end det her,' skriver Philine Roepstorff på sin Instagram-profil.

Nicklas Bendtner blev sent mandag aften præsenteret som ny mand i FCK-trøjen efter at have skrevet under på en kontrakt på fire måneder.

Nicklas Bendtner skifter til FCK på en kontrakt på fire måneder.
Nicklas Bendtner skifter til FCK på en kontrakt på fire måneder. Foto: FCK
Vis mere

'Jeg elsker dig for højt. Min yndlingsspiller for mit yndlingshold,' skriver Philine Roepstorff, der sammen med Bendtner nu kan skifte Trondheim ud med København, hvor parret - der for nyligt kunne fejre årsdag - i forvejen har en lejlighed.

Nicklas Bendtner træner i København for første gang onsdag, men han har allerede delt nogle ord om skiftet til sin nye klub.

Det har han gjort i et opslag på sin egen Instagram-profil.

'Da jeg var 16 og drog hjemmefra, var der meget, jeg ikke vidste noget om. Men jeg vidste i hvert fald, at jeg gerne ville vende tilbage til K.B. og FCK en skønne dag,' skrev Nicklas Bendtner på Instagram, efter skiftet blev officielt.

FCK har hentet ham i norske Rosenborg, hvor han skiftede til i foråret 2017.

Den første tid gik fremragende, og Nicklas Bendtner blev topscorer i den bedste norske fodboldrække. Siden gik det dog ned ad bakke for den 31-årige angriber, der de sidste mange måneder har været helt ude i kulden i det norske.

Nu får han så muligheden for at komme tilbage på banen, og det er en chance, han har tænkt sig at gribe.

'Det var ikke med min gode vilje, at jeg lå stille over sommeren. Men pausen har i det mindste gjort mig klogere på, hvor jeg står i min karriere. Jeg er overhovedet ikke træt af fodbold. Jeg er sulten og motiveret som aldrig før,' skrev Nicklas Bendtner.