Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff er bestemt ikke blege for at stikke lidt til hinanden.

Og de gør det gerne på de sociale medier. Lige nu er parret på ferie i Italien, men der er i den grad også blevet tid til drillerier.

For i weekenden kunne de fejre årsdag, og her lagde Nicklas Bendtner ud med først at dele et billede på sin Instagram-story af sin topløse modelkæreste med ordene 'hvordan har jeg holdt ud så længe?'.

Det gik dog bestemt ikke ubemærket hen hos Philine Roepstorff, der svarede prompte og lige så kækt igen.

'Lol – fordi det er så let at være sammen med den sejeste pige på Jorden,' skrev hun på sin egen Instagram-story, inden hun igen stak lidt til fodboldspilleren i et opslag, som kan ses i bunden af artiklen.

'Et billede fra vores skønne lejlighed på toppen af København, hvor vi har vores bedste øjeblikke. Tillykke til mig for at overleve 1 + 5 år med dig! Jeg burde få en medalje og en rigtig god årsdags-gave,' skriver Philine Roepstorff.

De '1 + 5' har skabt en smule forvirring i kommentarsporet, men der er en forklaring. For Philine Roepstorff har tidligere fortalt, at hun og Nicklas Bendtner var 'on and off' i fem år, inden de officielt fandt sammen som par sidste sommer.

»Vi turde måske aldrig for alvor prøve det med hinanden. Jeg tror, at vi begge var lidt for vilde. Vi har været der for hinanden gennem tiderne, og til sidst gad jeg ikke være vild mere,« har Philine Roepstorff tidligere fortalt.

Hun flyttede efter kort tid til Norge, hvor hun har boet med Nicklas Bendtner i Trondheim, og hun har tidligere fortalt, hvordan hun opgav sin egen drøm for Nicklas Bendtner.

For egentlig havde hun planer om at tage til USA for at arbejde som model, men det blev droppet, da hun for alvor fandt sammen med fodboldspilleren, som hun længe havde været forelsket i.

Dog var det ikke ligefrem kærlighed ved første blik mellem de to, der mødte hinanden i Parken og efterfølgende tog til fest sammen.

»Vi kyssede ikke. Vi havde begge kærester, og vi var faktisk rigtig uvenner. Jeg hadede ham fra dag et. Det er blevet en lille smule bedre,« har Philine Roepstorff tidligere fortalt i en YouTube-video.