»Det er slut.«
Han var udskreget som et endnu større talent end sin bror, der har vundet den danske the double og var på landsholdet under Morten Olsen.
Men en aften sad Viktor Ahlmann, bror til AaBs Jakob Ahlmann, alene i Norge og ringede grædende hjem til sin far, Leif.
Han skulle ikke længere være professionel fodboldspiller.
Viktor var taget til klubben Fram Larvik i Norge, efter at kontrakten i AaB var opsagt, for at puste liv i gløderne af et talent, der var ved at brænde ud.
Ligesom en anden tidligere AaB-angriber har Viktor Ahlmann kæmpet med sig selv for at passe ind i en fodboldverden, som både byder på drømme og bristede håb.
»Det var nærmest en eksistentiel krise,« husker Viktor om tiden op til beslutningen, der var flere år undervejs.
»Alligevel ramte det hårdt.«
Det tidligere supertalent har før fortalt om den hårde tid som professionel fodboldspiller til Spillerforeningen, men blandt kollegerne var det ikke noget, den unge Viktor delte:
»Det var ikke noget, man snakkede med nogen om.«
»Der var noget i den livsstil, der ikke var mig. Det tog mere og mere på mig. Det at blive bedømt hver dag var sindssygt hårdt,« siger Viktor og nævner samtidig en anden tidligere holdkammerat og kollega på både AaB- og U-landsholdene, Jakob Blåbjerg, der også trak stikket fuldstændig til fodboldlivet.
»Mange har brug for at stimulere sig selv mere,« forklarer Viktor med henvisning til Blåbjerg, der ved siden af fodboldlivet læste på universitetet, hvor hans far, Frede Blåbjerg, er professor:
Da Viktor endelig grædende havde ringet hjem fra Norge, var det ikke bare sydpå til Danmark og familien. Der skulle rejses, festes og indhentes:
»Det gik hurtigt, rigtig hurtigt. Men det kunne jeg også mærke, at jeg heller ikke kunne holde til. Efter jeg mødte Camilla, var vi af sted – om det var en forlænget weekend i Budapest eller på Kreta – så snart muligheden var der,« husker Brønderslev-drengen, der anslår, at første år efter karrierestoppet bød på 13 rejser – bare for at komme væk.
Viktor Ahlmann læser i dag til lærer og har efter en årrække i Jammerbugt i 2. Division, der kulminerede med en oprykning til landets næstbedste række, endegyldigt trukket stikket til elitesporten.
I stedet er stikket sat i tilværelsen som fuldtidsfar og studerende:
»Det er jo det, jeg har længtes efter i lang tid – også oppe i Jammerbugt. Det kan Bo (Zinck, træner, red.) også skrive under på. Det var ikke kun lysten, der drev det deroppe.«
Det var det dog som 13-årig, da han sammen med Lucas Andersen og Andreas Bruhn var i storklubben Liverpool til prøvetræning. Men allerede seks år senere, selvom han spillede Champions League for AaB, var drømmen ved at blive et mareridt. Siden fulgte årene i Jammerbugt, som var et dejligt sted, men lysten til fodbold blomstrede ikke ligefrem:
»Den primære årsag til, at jeg blev i Jammerbugt, var, at det var et godt studiejob – sådan lidt hårdt sagt.«
I dag er han 26 og hygger sig i den lokale klub i Klarup. Og allervigtigt, så har han nu igen lov at putte sin datter, Ellen:
»Det har irriteret mig grænseløst, for jeg har jo savnet min datter, hvis man kan sige det sådan. Jeg så hende to en halv time om dagen – max!«
»Jeg er et kæmpe familiemenneske, men jeg var jo væk så mange aftener, at det var forbeholdt moren (Viktors kone, Camilla, red.),« fortæller Viktor, der efter flere måneders 'træning' med Camilla endelig kan putte sin datter alene igen.
Selvom Viktor kunne juble over en oprykning som afslutning på tiden i Jammerbugt, var hovedet også dér, væk fra banen:
»Da der blev fløjtet af, havde jeg nærmest klædt om og sat mig i bilen for at drøne mod sygehuset,« fortæller Viktor om sorgen midt i sejren. Kort tid inden Jammerbugts champagnepropper sprang, havde Viktors kone aborteret:
»Om det var sket eller ej, så havde jeg heller ikke fejret oprykningen. Jeg var glad for det, men det var, fordi jeg var glad for klubben.«
I dag vil han være skolelærer og hjælpe børn som ham selv med at lande rette sted, helst med begge ben:
»Jeg vil gerne være den lærer, jeg aldrig selv havde, fordi jeg føler, jeg har noget at tilbyde,« siger Viktor, der står foran en praktikperiode på en aalborgensisk skole, og sætter ord på, hvad han kan give videre:
»Jeg har jo ikke en magisk opskrift, men jeg tror, jeg har en ro og kan skabe en god relation ved at åbne op. Det er noget af det, jeg kan se, min kone kan,« siger Viktor om Camilla, der også er skolelærer.
Alt imens Viktor knokler for at blive lærer, er der stadig tråde til det liv, han selv har kappet. Storebror Jakob er fortsat midt i sin AaB-karriere, og da Viktor som 19-årig indtrådte i Superliga-truppen, var storebror dansk double-vinder og landsholdsspiller.
Men de to brødres karrierer er ikke sammenlignelige, mener Viktor, der aldrig har været bekymret for, at Jakob ville ende i samme eksistentielle hul:
»Jakob er jo prototypen på en professionel fodboldspiller, der gør alt det rigtige, hvor jeg er mere flyvsk og lystbetonet, så det har været svært at spejle mig i ham,« fortæller Viktor om den ensomme tilværelse, han ikke endte med at passe ind i.
Men han følger stadig AaB i almindelighed og Jakob i særdeleshed:
»Jeg er jo Jakobs største fan!«
Selv savner Viktor ikke det hårde professionelle liv eller at være sur en hel weekend. Heller ikke selvom RKG Klarup hænger med røven i serie 2:
»Nu er det ligesom sjovt igen. Den frie leg har jeg savnet.«
Har du nogensinde givet fodbolden skylden for det hele?
»Nej, for jeg havde jo selv valgt det. Men det var bare ris til egen røv.«
