FCK's nye angriber Kamil Wilczek har holdt møde med politiet om sin sikkerhed og følges af en sikkerhedsvagt på træningsanlægget.

En vagt, der følger ham rundt, mens han er på arbejde. Politi, der patruljerer omkring træningsanlægget. Og et møde med politiet omkring hans sikkerhed.

Det er den virkelighed, den tidligere Brøndby-profil Kamil Wilczek har måttet se ind i siden sit skifte til ærkefjenden FCK.

I en næsten historisk og hidtil uset grad i dansk fodbold med tiltag, man normalt forbinder med langt varmere himmelstrøg end idylliske Frederiksberg, hvor FCK træner, er sikkerheden omkring Wilczek helt i top.



Politiet har fundet situationen omkring ham så alvorlig, at man har mødtes med polakken for at rådgive ham om hans sikkerhed.

Helt konkret har politiet ifølge B.T.s oplysninger blandt andet vejledt FCK-spilleren om, hvor han skal vælge at bo, samt hvilken boligform han skal vælge at bo i.

Mødet med politiet bekræfter Wilczek over for B.T.

»Politiet tog situationen meget alvorligt. Og det har jeg været meget taknemmelig for, da det selvfølgelig er klart, at situationen er speciel.«

»Jeg har nogle sikkerhedsforanstaltninger, i tilfælde af at der skulle ske noget. Men det håber jeg ikke sker, for det gør intet godt for nogen. Det kan kun skade både den ene og anden side.«

»Men på trods af det har jeg det fantastisk, og jeg føler, det er, som det altid har været, når jeg er ude blandt folk. Jeg har ingen problemer med at være ude i byen, og jeg håber, at det fortsætter sådan i fremtiden,« siger Wilczek til B.T.

Det skabte chokbølger gennem det danske fodboldland, da FCK kunne præsentere den tidligere Brøndby-stjerne Kamil Wilczek som ny spiller.

Igennem fire sæsoner i Brøndby blev polakken en yndling blandt klubbens fans, mens han bankede kasser ind og blev klubbens mest scorende nogensinde i Superligaen.

Derfor gjorde det ondt, rigtig ondt, på Brøndby-fansene, da han for en måned siden trak ærkefjendernes hvide trøje over hovedet efter et mislykket ophold i Tyrkiet.

Skiftet fik mange fans op i det røde felt, og der blev kaldt til protest mod Wilczeks valg foran Brøndby Stadion.

Med de mange følelser i kog og den store rivalisering mellem de bitre ærkerivaler in mente er sikkerheden omkring den polske angriber højnet i frygt for, at det kan udvikle sig til en alvorlig situation.

FCK har hyret en sikkerhedsvagt til at følge Wilczek rundt før, under og efter træning på Frederiksberg, hvor københavnerne træner.

Vagten følger Wilczek rundt på anlægget. Her ses han i baggrunden.
Vagten følger Wilczek rundt på anlægget. Her ses han i baggrunden. Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Vagten følger også efter polakken efter træning.
Vagten følger også efter polakken efter træning. Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Desuden har politiet ifølge B.T.s oplysninger vurderet, at det har været nødvendigt at øge patruljeringen i området omkring anlægget.

Da B.T.s udsendte var til FCK-træning torsdag, kørte politiet op og ned ad Jens Jessens Vej før træning, hvor de to politibetjente steg ud af bilen og inspicerede FCK's anlæg.

Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Blot en time senere var politiet igen på pletten med en ny patrulje, mens FCK-spillerne trænede. Her kørte patruljen frem og tilbage ved KB Hallen og gjorde stop i flere minutter.

Hvordan er det at være i en situation, hvor det er nødvendigt, at der er en vagt, der følger dig?

»Jeg skulle lige vænne mig til det, det er en helt ny situation for mig. Men jeg går rundt i byen uden vagt. Og det har jeg det helt fint med. Jeg føler mig godt tilpas. Der har ikke været nogen problemer, og jeg er ikke bekymret. Jeg har snakket med nogle fans ude i byen, og det har foregået helt stille og roligt.«

I sin Brøndby-tid boede Wilczek i et hus i Vallensbæk, men efter skiftet til rivalerne har han fundet en ny bolig – væk fra Vestegnen.

»Jeg bor selvfølgelig i en anden del af byen på grund af min sikkerhed. Man ved aldrig, hvad der sker, så jeg bor et andet sted nu. Det er helt fint. Mine børn og min kone har det godt.«

FCK møder søndag OB på udebane i sæsonens første kamp, hvor Wilczek kan få debut.

»For mig er sagen ligetil. Jeg har skrevet en kontrakt med FC København, og jeg fokuserer på at give alt, hvad jeg kan til klubben. Og det er mit mål,« siger han.

B.T. har forelagt historien for Københavns Politi, der oplyser, at man har ingen kommentarer.