Der er helt klare ambitioner om at skabe Fyns fedeste fredagsbar 1. oktober.

OB sørger for happy hour og DJ, når optakten til hjemmekampen mod Vejle laves til oktoberfest i et forsøg på at lokke tilskuere ud i efterårskulden.

Målsætningen er helt klar. Det fynske fodboldflagskib vil have 10.000 fans på lægterne og skabe en fodboldfest.

»Hvor det tidligere kun var kampe mod Brøndby IF og F.C. København, der kunne trække 10.000 tilskuere i Odense, så lykkedes vi før corona med at få flyttet en kamp mod AGF med over den magiske grænse.«

»Nu er turen kommet til Vejle Boldklub, der er det tætteste, vi i Odense kommer et lokalderby i 3F Superligaen,« siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen til klubbens hjemmeside.

OB forventer ikke et fyldt udebaneafsnit med Vejle-fans, så det kræver ekstra flot opbakning fra odenseanerne.

»Jeg er overbevist om, at vi i OB har et top 4-potentiale på tilskuersiden. Vi har gang i noget godt i Odense, og nu skal vi sammen tage det næste step. Sammen skal vi vise, hvad vi kan i Odense, når klubben, fansene og byen løfter i fællesskab,« fortsætter Jack Jørgensen.

I denne sæson har flere end 10.000 tilskuere været på Nature Energy Park til kampene mod FCK og Brøndby, mens der mod Sønderjyske var færre end 6.000 tilskuere.

Senest OB bød Vejle velkommen til Odense – og hvor corona ikke spillede ind på tilskuertallet – var der 5.907 tilskuere i februar 2019.

Det største tilskuertal med Vejle som gæst i Odense var i april 2007, hvor 7.783 så OB vende 0-2 til 3-2.