»Jeg er ikke typen, der fortryder så meget.«

Sådan lyder det fra Bashkim Kadrii, der for nylig spillede sin kamp nummer 200 med OB-logo på brystet. En milepæl, der gør ham superstolt. Der er dog en anden del af karrieren, han er mindre stolt af.

»Når jeg tænker over det, skulle jeg aldrig være taget til USA, på det tidspunkt jeg gjorde, og med den situation jeg stod i,« erkender Kadrii, der dengang havde været ude med en skade og spillet meget lidt i FCK op til skiftet.

»Det fortryder jeg, og hvis jeg kunne lave det om, havde jeg nok gjort det. Så havde jeg valgt noget andet i stedet for at tage til Minnesota,« siger han til B.T.

Det var i vinteren 2017, at Bashkim Kadrii blev udlejet fra FCK til Minnesota United i MLS, hvor han fik 12 kampe, men allerede et halvt år efter, var han tilbage i Danmark på en ny lejeaftale i Randers. Opholdet i USA var Bashkim Kadriis første udlandseventyr. Det andet i Saudi-Arabien blev heller ikke en succes.

»Som ung drømmer man om at nå så højt som muligt, så OB skulle være et springbræt til udlandet,« fortæller Kadrii, der indrømmer, at det ikke lige var USA og Saudi-Arabien, han drømte om.

Alligevel mener han, at han primært har truffet de rigtige beslutninger i løbet af sin karriere.

»Jeg synes, jeg har taget gode valg, i forhold til hvor jeg har været i den givne situation. Bortset fra turen til USA.«

Det blev ikke den karriere i udlandet, Bashkim Kadrii drømte om som ung.
Det blev ikke den karriere i udlandet, Bashkim Kadrii drømte om som ung. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Angriberen har altid vægtet højt at lytte til sig selv, når vigtige beslutninger skulle tages.

»Jeg har fået mange gode råd, men i sidste ende skal det være op til en selv at tage den afgørende beslutning, så man ikke kigger tilbage og siger, det var hans skyld, fordi han sagde dit og dat.«

»Jeg har fået mange råd fra forskellige mennesker, men jeg har selv taget beslutningerne, så jeg ikke står om 35 eller 40-årig og tænker, hvorfor jeg lyttede til ham og ham. Så kan jeg kun bebrejde mig selv,« siger han og fortæller, at det ikke ligger i kortene, at han skal til udlandet igen, når hans OB-kontrakt udløber i 2024.

»Men man ved aldrig, hvad der sker.«

Gode råd og læring har han også fået af de mange trænere, han har haft i løbet af sin karriere.

»Lars Olsen gav mig debuten, men jeg havde ham ikke så lang tid. Henrik Clausen gav mig tilliden og chancen for at spille i OB,« siger han og tilføjer:

»Jeg lærte også virkelig meget under Ståle (Solbakken, red.) i FCK, selvom jeg ikke spillede så meget til sidst. Det var godt med Rasmus (Bertelsen, red.) i Randers og Jakob Michelsen i OB, så jeg har lært meget af mange forskellige trænere.«

Nu er det store spørgsmål, om Bashkim Kadrii kan lære lige så meget af OBs nye cheftræner Andreas Alm.

»Selvfølgelig kan han få samme impact. Han er en fantastisk træner, og vi har et stærkt team.«

»Jeg står ved, at han er en god træner, selvom jeg sidder på bænken. Jeg kan allerede mærke, jeg har lært af ham, fordi han gør tingene på en anden måde.«

Angriberen mener, at det har været godt for OB og træningskulturen, at Andreas Alm er kommet til klubben, selvom han har svært ved at sætte ord på, hvad der er nyt.

»Man skal se det på træningsbanen. Og så er der flere møder,« griner Bashkim Kadrii.