Det var bestemt en skidt dag på kontoret for Joel Kabongo.

Søndag måtte han nemlig udgå med det, der lignede en knæskade, men her stoppede uheldet ikke for det unge Brøndby-talent.

Joel Kabongo blev båret fra banen, og et tv-klip viser, at det ikke gik helt som smurt.

Den 21-årige forsvarsspiller blev tabt på vejen nede bag det ene mål. da han skulle bæres ud.

»Det er en rigtig lortedag på kontoret. En ting er at blive skadet, og så blive båret ud, og så bliver man tabt på båren,« lød det fra TV3 Sports kommentator og ekspert Peter Graulund.

Og Kenneth Emil Petersen var enig efter at have set situationen, som kan ses i klippet over artiklen.

»Det der er det sidste, man har lyst til. Det er jo lidt tragikomisk,« sagde han om situationen, som er set før i den bedste danske række.

Tilbage i 2009 blev den daværende FCK-keeper Jesper Christiansen skadet under en kamp mod Brøndby i Parken.

»Det, der sker, er, at der er en del kasteskyts på banen. Derfor kan de tre samaritter ikke bære ham ud ved nærmeste sidelinje, men skal hele vejen tværs over banen. Og så kommer den ene samarit ud af trit. Når man så samtidig bærer på så stor vægt, er det ikke nemt at få balancen igen,« fortalte sektionschef i Dansk Røde Kors Jutta Helles dengang.

Præcist hvor slemt det står til med Joel Kabongo, vides endnu ikke.

På Brøndbys hjemmeside lyder det, at forsvarsspilleren fik et vrid i knæet, og at han vil blive scannet tirsdag.

Brøndby vandt mandagens kamp over FC Midtjylland med 2-1, og dermed kom Martin Retovs tropper et lille skridt tættere på den tredjeplads, der er målet for sæsonen.