Jan Bech Andersen fortsætter med at være dybt involveret i driften af Brøndby.

Hovedaktionæren og bestyrelsesformanden meddeler onsdag, at han fornyer sin støtteerklæring til Superliga-klubben.

Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Samtidig har han sammen med aktionær Torben Bjørn Christensen indvilget i at opgive den milliongæld, klubben har til dem begge. I stedet bliver den konverteret  om til aktier ved den kommende planlagte aktieemission.

Og der er flere gode økonomiske nyheder fra Jan Bech Andersen - han har samtidig givet tilsagn om at støtte klubben med op til 53 millioner kroner frem til 30. september 2021.

»Tilsagnene fra Jan og Torben betyder, at vi nu kan fortsætte det arbejde, vi allerede er godt i gang med både sportsligt og kommercielt,« siger Brøndby-direktør Ole Palmå og fortsætter:

»De 53 millioner kroner, der kan komme i spil, er for at kunne afdække eventuelle udfald, der måtte komme i forhold til den kommende emissions provenu og de budgetforudsætninger, vi har lagt for de kommende år.«

Udmledingen kommer dagen efter, at der dukkede en historie op om, at energidrik-giganten Red Bull ønsker at investere i Superliga-klubben fra Vestegnen.

Jan Bech Andersenhar tænkt sig at blive ved med at sprøjte penge ind i Brøndby.
Jan Bech Andersenhar tænkt sig at blive ved med at sprøjte penge ind i Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tirsdag var i det hele taget en begivenhedsrig dag hos Brøndby.

Her kom det også frem, at topscorer Kamil Wilczek er blevet solgt til tyrkiske Göztepe, mens hovedsponsoreren Arbejdernes Landsbank i næsten samme ombæring meddelte, at aftalen ikke forlænges efter afslutningen på 2020/2021-sæsonen.

Brøndby-direktør Ole Palmå tillader sig at kigge optimistisk mod fremtiden med onsdagens udmelding.

»Det understreger for os troen på, at retningen for klubben, vi som direktion sammen med bestyrelsen har lagt for de kommende år i strategi 6.4, er den rigtige retning for Brøndby IF,« sig han til klubbens hjemmeside.