AGF-keeperen Kamil Grabara får en advarsel for usportslig adfærd.

Der var masser af drama, da AGF mødte FC Nordsjælland i midtugen.

Bubacarr Sanneh blev udvist efter blot fem minutter for en tackling, som AGF var rasende over kostede et rødt kort

Og det fik AGF-keeper Kamil Grabara til tasterne efter kampen, hvor han på Twitter sendte en besked ud, som Fodboldens Disciplinærinstans valgte at undersøge af egen drift.

Det var dettte tweet, der har fået Grabara i problemer.
Det var dettte tweet, der har fået Grabara i problemer.
Vis mere

I en kendelse fra instansen står det klart, at man mener, at Grabara har 'stillet spørgsmålstegn ved dommernes upartiskhed' og har overtrådt forbundets adfærdskodeks ved at have udvist 'usportslig og illoyal adfærd'.

Grabara har siden slettet sit tweet, men det er stadig at finde på nettet.

'Vi har brug for at få fansene tilbage på stadion. Personligt synes jeg, det er kedeligt og frustrerende at spille 11 mod 12 uge efter uge. Med fansene kan vi i det mindste gøre det lige,' skrev han..

Og det har ifølge instansen karakter af usportslig adfærd. Dog kan polakken være glad for, at man kun har takseret straffen til en advarsel.

AGF er blevet bedt om deres redegørelse, og her fremgår det, at man bestemt ikke er enig i, at tweetet skulle være en sag overhovedet.

Man peger på, at Grabara kun havde til hensigt at sige, han savnede fans på stadion. Og at han hurtigt slettede sit tweet, fordi han ikke ville misforstås.

». … han havde brugt formuleringen '11/12', og det derfor gik op for ham, at ordlyden kunne misforstås, som Fodboldens Disciplinærinstans øjensynligt har gjort, og derfor slettede han med det samme sit tweet, da han ingen hensigt har haft til hverken at kritisere eller provokere,' lyder det i redegørelsen.

Men den købte instansen altså ikke.

AGF møder de danske mestre fra FC Midtjylland søndag. Og her er Kamil Grabara med. På trods af sin advarsel.