'... for hvis vi kan gøre en lille smule, så tror jeg faktisk, vi gør meget.'

De sidste par dage har ordet 'homo' domineret på danske sportsmedier, og diskussionen om homofobi i dansk fodbold er på manges læber.

Årsagen til det findes i søndagens Superliga-opgør mellem OB og FC København, hvor fodboldspilleren Viktor Fischer blev udsat for homofobiske tilråb fra en gruppering blandt OB's fans.

I denne uges udgave af Fodbold FM blev sagen også drøftet af Sønderjyskes Johan Absalonsen og assistenttræner i Lyngby og tidligere fodboldspiller Mikkel Beckmann.

Jens Jakob Thomasen fra OB og Viktor Fischer i aktion på Nature Energy Park i Odense.
Jens Jakob Thomasen fra OB og Viktor Fischer i aktion på Nature Energy Park i Odense. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg kan godt lide hans budskab, for det (homofobi, red.) skal bare udryddes hurtigst muligt, selvom det er en tæt på umulig opgave,« slår Beckmann i udsendelsen fast og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om det (Fischers reaktion, red.) opildner mere, end det måske gavner, men han har jo fået sat skub i hele medie-Danmark, som har taget historien op, så det har jo vækket opsigt.« Du kan lytte til den seneste udgave af Fodbold FM her.

De homofobiske tilråb mod Viktor Fischer i OB's kamp mod FC København kom fra Richard Møller Nielsen-tribunen, men personerne er ikke blevet identificeret.

»Jeg er helt sikker på, at det er en lille gruppe, der har sunget det. Der er nok ikke hele 'Stiften' (Richard Møller Nielsen-tribunen, red.), kan jeg forestille mig, så kender jeg den ikke så godt i hvert fald. Det er ligesom blev lagt ud på alle OB's fans, og der vil jeg gerne give Mikkel ret. Det kunne man måske have gjort på en anden måde, men Viktor (Fischer, red.) vælger at gøre det på denne her måde, og essensen af det her er jo også bare at få det ud,« slår Absalonsen fast og glæder sig over, at Viktor Fischer får italesat problematikken:

»Det er fedt, at han får det ud. Hvordan han så lige gør det, det er måske underordnet, for det er budskabet, vi skal fat i, så vi kan få fat i den debat og taget snakken om, hvordan vi kommer det til livs, for det hører ingen steder hjemme.«

Men kampen mod homofobi i dansk fodbold og helt generelt kan synes som en noget nær umulig opgave, og det er ikke et problem, der kan løses udelukkende af fodboldverdenen alene.

»Der er idioter over hele verden, og vi kan ikke udrydde dem alle sammen, desværre. Jeg synes, det er fint, at der bliver sat lup på det, for hvis vi kan gøre en lille smule, så tror jeg faktisk, vi gør meget. Men at udrydde det, tror jeg er en kamp, der ikke kan vindes, desværre,« siger Mikkel Beckmann.

»Som jeg hørte en klog mand sagde i radioen, så er tribunerne jo et produkt af samfundet, og skal man udrydde det her problem, skal man jo have fat i det problem, der ligger i samfundet. Det er jo ikke fodbold-Danmark, der kan løse det her problem alene, for du kan jo ikke lave sindelagskontrol på folk, der kommer på stadion og finde ud af, hvilke holdninger, de har,« siger Johan Absalonsen og tilføjer:

FC Købenavns Viktor Fischer.
FC Købenavns Viktor Fischer. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Men hvis man skal gå lidt dybere ind i ordet 'homo', så er det måske blevet lidt mere et skældsord i dag end en form for nedværdigelse af en minoritet, for jeg tror egentlig ikke, at mange af dem, der siger det i dag, ser homoseksuelle som noget lavere end andre.«

Viktor Fischer selv har udtalt sig om episoden i Odense, og han får stor opbakning rundt omkring i fodbold-Danmark, herunder fra Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

»Det er i sagens natur ikke acceptabelt. Og det er helt uforeneligt med fodboldens værdier - hverken i Superligaen eller andre steder,« siger Claus Thomsen.

Tirsdag formiddag har Pan Idræt, der er en drætsforening, som har fokus på mangfoldighed og arbejder med at kæmpe mod homofobi, anmeldt homofobiske tilråb og sange til Fodboldens Disciplinærinstans.