Han har været et stort mysterie for AaB-ledelsen. Men fredag var den hemmelige tyrkiske investor i Superliga-klubben taget til Aalborg.

Og det lykkedes B.T. at finde og få en snak med Burak Karamete for at blive kloge på, hvem denne mystiske AaB-medejer, som eksempelvis AaB-direktør Thomas Bælum i sidste uge ikke havde det store kendskab til, er.

Lad os starte med at introducere ham: Burak Karamete er 30 år og kommer fra Istanbul, hvor han har sin base indenfor finansverdenen.

En klassisk finansmand lignede han nu ikke, da han ankom til Aalborg Portland Park med et skævt smil på læben, iført slidte jeans, med en rygsæk over skulderen, blå sweatshirt på og et AaB-halstørklæde om halsen - klar til at overvære AaBs kamp i slutspillet mod Randers FC.

Siden Jes Høgh spillede i Fenerbache har tyrkiske Burak Karamete fulgt AaB. Foto: Simon Brix Frederiksen.
Siden Jes Høgh spillede i Fenerbache har tyrkiske Burak Karamete fulgt AaB. Foto: Simon Brix Frederiksen.
Vis mere

Men hvem er han derudover, og  hvad vil han med AaB-aktier, denne storaktionær, som har 'øget sin ejerandel i AaB A/S og nu ejer mere end fem procent af aktiekapitalen', som det fremgik af fondsbørsmeddelelse fra AaB i sidste uge. Det spørgsmål har været på alle AaB-fans' læber i denne seneste uge.

»Jeg er en slags fodboldentusiast. Jeg er oprindeligt uddannet advokat, men arbejder for det meste indenfor financiel jura,« siger Burak Karamete til B.T. foran Vesttribunen, hvor de mest vokale fans holder til.

»Faktisk havde jeg købt billet til Vesttribunen mod FCK, men nåede ikke videre fra København,« griner den unge tyrker, der også arbejder i USA.

Men det er ikke tilfældigt han har købt sig ind i AaB, hvor han nu ejer mere end fem procent af aktierne.

Burak Karamete på stadion før kampen mod Randers FC. Foto: Simon Brix Frederiksen
Burak Karamete på stadion før kampen mod Randers FC. Foto: Simon Brix Frederiksen
Vis mere

Faktisk går hans kendskab 20 år tilbage og en tidligere landsholdsspiller.

»Det hele startede med Jes Høgh, som spillede for Fenerbache, som jeg er fan af. Det var første gang jeg så AaB,« siger Burak Karamete og nævner straks AaBs europæiske historie med gruppespil i 2008 og 2014.

»Nogen gange kan det her ikke forklares med logik, men følelser. Men det startede med Jes Høgh,« understreger han.

»Jeg føler mig mere som supporter end investor,« siger tyrkeren, der har erhvervet sig i alt fem procent.

Der kommer heller ikke en overtagelse, der kan sende tankerne hen mod udenlandske klubejere som i Jammerbugt og Fremad Amager.

»Det er en 150 år gammel klub, der har så meget historie. Jeg er ikke en fra gaden, der bare så den her klub og tænkte: ‘Den er fin’,« forklarer den tyrkiske investor, der har mødt både AaBs ledelse og bestyrelse for få dage siden.

»De arbejder hårdt og positivt, så det handler ikke om at tage over.«

Men hvad vil du bruge din indflydelse på?

Burak Karamete foran en grafittivæg med Lucas Andersen - men hvis AaB-fansene tror han ikke kender AaB-anføreren, så tager de fejl. Foto: Simon Brix Frederiksen
Burak Karamete foran en grafittivæg med Lucas Andersen - men hvis AaB-fansene tror han ikke kender AaB-anføreren, så tager de fejl. Foto: Simon Brix Frederiksen
Vis mere

»Jeg vil ikke sige indflydelse, for jeg ønsker bare at være part of the team, part of the club...«

Så er det kun for sjov?

»Nej selvfølgelig ikke, nej, nej. Som sagt er jeg fra den finansielle sektor og jeg ved hvordan dansk fodbold vokser og hvad jeg tror kommer til at ske,« understreger han og fortæller at AaB er første og eneste klub – udover en lavere rangerende lokal klub - som han har penge i.

AaB-fansene skal dog ikke forvente en tyrkisk invasion umiddelbart, men:

»Hvis du kan finde unge, gode muligheder, så hvorfor ikke? Det handler ikke om nationaliteter eller sådan noget for mig.«

Nu aner Thomas Bælum dog godt hvem Burak Karamete er. Men det var noget af en overraskelse han fik, da han endelig fik sat ansigt på tyrkeren.

»Han fik sig et chok, fordi jeg tror han tænkte, han skulle møde en eller anden mystisk, ældre gut,« siger Karamate før kampen mod Randers FC.

»Men som du kan se, er det ikke ligefrem sådan jeg er,« griner han.

Efter chokket havde lagt sig, havde han halvanden times snak med AaB-direktøren, der i følge Karamete nu kan sove trygt.

Spørgsmålet er om AaB-fansene kan det – nu ved de i hvert fald hvem han er, men han understreger han drømmer stort på klubbens vegne.

»Jeg vil gøre mit bedste for klubben, for der er rigtig meget potentiale i den. Det handler ikke om penge eller få kendte fodboldspillere hertil. Sidste år vandt Lille mesterskabet i Frankrig på trods af de mødte rige, rige, rige Paris,« slutter Burak Karamete.