Hvad foregår der lige her?

Superligaklubben AaB udsendte fredag eftermiddag en fondsbørsmeddelelse, hvor klubben oplyste, at en tyrkisk herre ved navn 'Burak Karamete' har 'øget sin ejerandel i AaB A/S og nu ejer mere end fem procent af aktiekapitalen'.

Og det førte straks til intensiv spekulation i AaB-fangrupper og på de sociale medier. Er det nordjyske fodboldflagskib mon på vej til at komme på tyrkiske hænder?

Administrerende direktør i AaB Thomas Bælum ved ikke, hvilke planer og ambitioner Burak Karamete har for opkøbet.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Nej, vi ved ikke, hvad hans intention er,« fortæller Thomas Bælum.

»Da vi så, at han havde købt stort ind, tænkte vi 'lad os lige prøve at google ham her og finde ud af, hvad han er for én'!«

»Men vi kunne ikke finde så meget – han er tilsyneladende tyrker.«

Hvad tænker I om, at der pludselig er en udlænding, der investerer tungt i AaB?

»Der er seks procent af vores aktier, der er ikkenavnenoteret, som det hedder. Så vi kan ikke vide, om han har været der i lang tid – og så pludselig er begyndt at købe op. Vi kender ham ikke, og vi har heller ikke været i personlig kontakt med ham.«

»Alle kan jo i princippet gå ind og købe aktier, og det er kun et fåtal, vi kender. I et aktiemarked, der har været nedadgående i årets første kvartal, er AaB-aktien steget med 15 procent. Så det er muligt, at der er tale om ren og skær børsspekulation fra hans side. AaB-aktien er ret hypet på diverse watch-lister,« understreger AaB-direktøren.

Kan Burak Karamete fortsætte opkøbet og ende med at blive AaB-ejer?

»Altså, vi har en storinvestorgruppe på 10 personer, som ejer over 70 procent af klubben. Så det ville kræve, at én af dem solgte til Burak Karamete. Og det er nok usandsynligt. Så han kan ikke 'over night' få aktiemajoriteten, uden at vores storinvestorer er involveret.«

»Så længe han kun køber op af de ikkenavnenoterede aktier, så kan han ikke få indflydelse.«

Prøver I at få fat i ham for at finde ud af, hvad hans planer er?

»Nej, det gør vi ikke. Vi har mailet med ham – fordi vi skulle indgive en meddelelse til fondsbørsen, når en person køber over fem procent. Men det er også den kontakt, der er,« lyder det fra Thomas Bælum.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Burak Karamete.