Mesterskabskampen i Superligaen har fået pustet liv i sig efter weekenden.

Og med fem kampe igen er der ikke mange andre måder at se på det, end at vi igen har en direkte guldduel mellem Brøndby og FC Midtjylland med fem kampe igen.

Blot ét point skiller holdene med midtjyderne på førstepladsen, men så stopper lighederne også her.

For det er to hold med en markant anden tilgang til at påtage sig favoritværdigheden. FC Midtjylland har ærligt meldt ud, at de skal være mestre, mens Brøndby sæsonen igennem har undsagt sig favoritrollen og underspillet egne muligheder.

Brøndby og træner Niels Frederiksen spiller helt favoritrollen over i hænderne på Midtjylland.
Brøndby og træner Niels Frederiksen spiller helt favoritrollen over i hænderne på Midtjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og dét var netop en disciplin, som den tidligere AaB-sportsdirektør Lynge Jakobsen var mester til. Især da AaB vandt mesterskabet i 2008. I vejen til guldet kunne journalisterne ikke få et kvæk ud af Jakobsen, når det kom til guldsnak.

»Hvorfor gør man det så? Hvorfor har jeg gjort det nogle gange? Det er for ikke at lægge mere pres på holdet end højst nødvendigt. Når der er tre-fire-fem kampe tilbage, og du er helt med i toppen, er det logiske spørgsmål at stille: 'Er det jer, der bliver mestre?' Og det får man så hele tiden,« siger Lynge Jakobsen til B.T. og fortsætter:

»Begynder man at sige, man er favoritter, virker man måske en smule selvglad, måske lægger man mere pres på holdet. Lige i øjeblikket kan jeg sagtens forstå, at Brøndby siger det, de gør. Brøndby har ikke været helt oppe i nogle år, og de er bekymrede for at melde for hårdt ud og dermed skuffe fremfor at overraske med, at det måske kan blive til en førsteplads i stedet for en tredjeplads. Det er et spil,« lyder det fra den tidligere Superliga-direktør.

Ifølge Jakobsen er det derfor vigtigt at sørge for en fælles linje – og derfor giver det god mening, at der ikke kommer mange guldkvæk fra Brøndby, mens Midtjylland gerne melder ud.

Lynge Jakobsen var i 17 år sportslig ansvarlig i AaB. Her ses han i 2013.
Lynge Jakobsen var i 17 år sportslig ansvarlig i AaB. Her ses han i 2013. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Man skal snakke med sin træner og blive enige, om at det er vejen frem. Det er også vigtigt, at du som journalist ikke kan få tre spillere til at sige, at nu kan de vinde guldet. Og så er der tre andre, der siger, vi tager en kamp ad gangen. Man er nødt til at have en profil, der er ens udadtil.«

»Midtjylland har ærligt meldt ud, at de vil vinde guldet. Det er så den vej, de har valgt at gå, og det er helt fint. Der er ingen i Brøndby eller Midtjylland, der ikke ved, hvordan landet ligger. Og Brøndby ved også godt, de har haft en god weekend. Jeg havde det bedst med at melde ud, at vi spillede, indtil det var matematisk sikret. Og det der med at de sidste seks uger skal handle om, hvem der bliver mestre, den hopper vi altså ikke med på. Og det vil jeg også anbefale at gøre,« siger Jakobsen.

Søndag er næste skridt i guldduellen – her møder Brøndby Randers på udebane, mens Midtjylland tager imod FC Nordsjælland på hjemmebane.