B.T. kunne søndag afsløre, at det bliver danske Jess Thorup, der skal overtage trænersædet i FC København, og det var en nyhed, der kom bag på mange.

Det er nemlig blot seks uger siden, at den tidligere FC Midtjylland-træner skrev under med belgiske KRC Genk, og nu efterlader han klubben i lidt af en choktilstand.

Reglerne gør nemlig, at siden Jess Thorup kun var i klubben i halvanden måned, så skal FC København kun betale, hvad der svarer til en uges løn for at købe danskeren fri –  og altså ikke alle 550.000 euro, der ellers var klausulen i hans kontrakt.

I Genk klynger man sig dog til håbet om, at den midlertidige sportslige leder William Kvist og co. udviser 'goodwill' og betaler belgierne mere.

Den danske storklub har dog ikke ligefrem lommerne fyldt med pengesedler i en tid, hvor coronakrisen tager hårdt på mange klubber, og spørgsmålet er derfor, om FC København overhovedet har råd til at udvise 'goodwill'.

Genk er i forvejen både overrasket og chokeret over Jess Thorup beslutning om at sige farvel, inden han rigtig kom i gang.

Kilder fortæller således til B.T., hvordan danskeren for få uger siden tog en uformel snak med den belgiske presse, hvor han lagde vægt på, hvor glad han var for jobbet. Her understregede han samtidig betydningen af at være i en klub som Genk, hvor den familiære stemning var vigtig at opretholde.

Derfor havde Jess Thorup og spillerne også en WhatsApp-gruppe, hvor de kommunikerede, men her har danskeren ikke reageret en eneste gang, efter nyheden om FCK-jobbet er kommet frem.

FCK's spillere skal trænes af Jess Thorup.
FCK's spillere skal trænes af Jess Thorup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

50-årige Jess Thorup nåede dermed blot at stå i spidsen for Genk i fem ligakampe. Her blev det til to uafgjorte resultater og senest tre sejre, inden han nu har vendt snuden mod den danske hovedstad.

Ifølge B.T.s oplysninger valgte Jess Thorup fredag aften at give spillerne i Genk fri i to dage efter sejren over Eupen. Om natten kørte han selv til København, inden han lørdag aften sagde ja til jobbet i FCK.

Dermed har den midlertidige løsning Hjalte Bo Nørregaard også taget pladsen i cheftræner-stolen for sidste gang i Superligaen efter søndagens 4-2-sejr over Lyngby.

Den midlertidige afløser vidste dog søndag aften ikke umiddelbart noget om, at klubbens sportslige ledelse nu har besluttet sig for, hvem der fremover skal dirigere tropperne.

»I ved mere end mig. Lad mig sige det sådan,« sagde den snart forhenværende cheftræner.

FC København går efter at kunne præsentere Jess Thorup i starten af denne uge.